Grådkvalt Rufus Gifford erkender valgnederlag
Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark har netop stået på talerstolen til sin valgfest og erkendt sit nederlag.
Det var med tårer i øjenkrogene og til tider med meget bævende stemme, at Rufus Gifford i nat erkendte sit nederlag.
Han tabte nomineringen til at blive demokraternes kandidat i det tredje valgdistrikt i staten Massachusetts.
- Jeg er simpelthen så rørt over alle jer, der er kommet alle steder fra og har brugt flere måneder eller hele jeres sommerferie på at hjælpe mig. Vi fik ikke nok stemmer i denne omgang, men kampen fortsætter, lød det fra Rufus Gifford.
Til TV 2s USA-korrespondent sagde han, at han bestemt ikke havde givet op.
- Et nyt kapitel venter. Jeg vil fortsætte – enten i politik eller ved at tjene landet på anden vis. Det er meget vigtigt for mig.
Stemmerne er stadig ved at blive talt op, og det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvem der vinder, da kandidaten Lori Trahan og Daniel Koh ligger på et næsten lige antal stemmer.
- Han fortjente at vinde
Imens Gifford stod på talerstolen og erkendte sit nederlag, stod mange af hans tilhængere og frivillige, der har arbejdet for ham i 10 måneder, og græd som pisket.
En af dem er 27-årige Patrick Renmjud, som er meget skuffet over, at hans rollemodel tabte kampen om kongrespladsen.
- Han fortjente at vinde. Han var kandidaten, vi havde brug for, og som USA havde brug for, i denne tid, vi lever i nu, hvor alle i amerikansk politik taler så grimt om hinanden. Udover Rufus' politiske ambitioner, så er hans positive sind og hans evige overskud til alle andre netop det, vi mangler en stor portion af, siger han.
Han troede så meget på Giffords budskab og politiske potentiale, at han efter blot én samtale med ham valgte at sige sit job op og sælge sin lejlighed i Washington D.C.
- Nu er jeg faktisk arbejdsløs og ved ikke helt, hvad der skal ske. Men at være med til at hjælpe Rufus de seneste måneder har været det hele værd.
Tid til eftertænksomhed
Rufus Gifford regner med at blive boende i Massachusetts sammen med sin mand. Nu vil han bruge de kommende måneder på at overveje, hvad næste kapitel skal byde på.
- Det, der sker i vores lands historie lige nu, er så forfærdeligt, at vi er mange, der kæmper for at få USA tilbage på det rette spor igen. Det skal nok lykkes. Jeg vil fortsætte min kamp for dette dejlige land, afsluttede Gifford sin tale.