Udland

Sveriges statsminister bejler til højrefløjen - men får kold skulder

Udmeldingen kommer inden det svenske valg til Riksdagen den 9. september.

Blokpolitikken hæmmer udviklingen i Sverige, mener den svenske statsminister, Stefan Löfven, der mandag aften deltog i en debat på svensk TV4. 

Stefan Löfven åbner igen for en koalitionsregering, hvis ingen af blokkene får flertal ved valget til Riksdagen på søndag. I en kronik i Dagens Nyheter skriver han, at "alternativet er at give magten til Sverigedemokraterna, et racistisk parti med nazistiske rødder."

Mandag aften gentog han budskabet under en udspørgning af svenske partiledere på TV4 seks dage før valget.

- Jeg har længe talt om, at jeg synes, at blokpolitikken hæmmer Sveriges udvikling, sagde han. 

Klar til bredt samarbejde

Stefan Löfvens håndsrækning er ikke tilfældig. Det siger den svenske journalist Staffan Dahllöf til TV 2.

- Det her er ikke noget, han lige fandt på i aftes. Det er noget, han har tænkt over. Begrundelsen er selvfølgelig, at han ikke kan regne med flertal - heller ikke med støtte fra Miljøpartiet, forklarer Staffan Dahllöf. 

Socialdemokraten Stefan Löfven leder en rødgrøn koalition sammen med det lille Miljöpartiet. Han påpeger, at hans regering har formået at lave mange aftaler hen over midten om blandt andet energipolitik, forsvar og klima. Statsministeren mener, at dette viser, at partierne i Riksdagen er klar til at samarbejde bredt. 

De borgerlige afviser samarbejde

Det er ikke første gang, at Löfven bejler til højre for støtte. Tidligere har han åbnet for et samarbejde med Centerpartiet og Liberalerna. Den borgerlige alliance, der består af Centerpartiet, Liberalerna, Kristdemokraterna og Moderaterna, har dog imidlertid gjort det klart, at den ikke vil støtte en rødgrøn regering. 

Det gentog den borgerlige statsministerkandidat, leder af Moderaterna Ulf Kristersson, på TV4 mandag aften. Her blev han spurgt, om han kan støtte Löfven som statsminister, hvis de rødgrønne bliver større end den borgerlige alliance. 

- Absolut ikke. Alliancen er Sveriges absolut bedste regeringsalternativ, svarede han.

- Vi er væsentligt større end Socialdemokraterna, som virker til at ville regere på egen hånd - eller i hvert fald betale enhver pris for selv at få statsministerposten, lød det videre fra Ulf Kristersson. 

- Socialdemokraterne er et ensomt alternativ

At Ulf Kristersson ikke vil støtte Stefan Löfven, er ikke så underligt, fortæller Staffan Dahllöf. 

- Kristersson er hovedkandidat til at blive statsminister, hvis valget falder på den måde. At han afviser det, er nærmest en selvfølge. Spørgsmålet er, hvordan midterpartierne stiller sig nu.

- Det, Stefan Löfven lægger op til, er, at man ikke bare skal kunne blive enig på enkelte områder. Man skal også kunne danne en regering på tværs af blokkredsene, uddyber Staffan Dahllöf.

Lederen af Kristdemokraterna, Ebba Busch Thor, er enig i Ulf Kristerssons linje og siger, at Socialdemokraterna skal betragtes som et ensomt regeringsalternativ. Det svenske socialdemokrati var i årtier et af Europas største, men et gennemsnit af meningsmålingerne op til valget den 9. september viser, at kun godt 24 procent vil stemme på partiet. 

Svensk pendant til DF

Ifølge meningsmålingerne vil Sveriges pendant til Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne, få hver femte stemme. 

Staffan Dahllöf fortæller, at situationen for Sverigedemokraterne meget vel kan komme til at ligne situationen for Dansk Folkeparti: At partiet ikke vil komme i regeringen, men få indflydelse fra sidelinjen. 

- Forskellen er bare, at Sverigedemokraterne ikke har valgt denne situation lige som Dansk Folkeparti - de er blevet sat der, understreger Staffan Dahllöf.