Udland

Rapport: Iran overholder sin del af atomaftale

Iran holder sig til aftale om, hvor meget uran må beriges, og hvor meget uran Iran må opbevare, meddeler IAEA.

Selv om der hersker en vis usikkerhed om fremtiden for den atomaftale, som Iran for tre år siden indgik med USA og en række andre lande, holder iranerne sig stadig inden for betingelserne i aftalen.

Det viser en kvartalsrapport fra Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, torsdag.

Det er IAEA's anden rapport om det iranske atomprogram, siden den amerikanske præsident, Donald Trump, i maj trak USA ud af aftalen.

Ved samme lejlighed besluttede Trump at genindføre sanktioner mod Iran.

Inden for grænserne

Rapporten fra IAEA viser, at Iran har holdt sig inden for grænserne for, hvilket niveau landet må berige uran, hvor meget beriget uran der må opbevares og andre bestemmelser i aftalen.

IAEA's inspektører har haft adgang "til alle anlæg og steder i Iran, som agenturet havde behov for at besøge". Det står der ifølge nyhedsbureauet AFP i rapporten.

IAEA efterlyser imidlertid et mere "rettidigt og proaktivt samarbejde" fra Irans side i at give adgang til landets atomanlæg.

Kunne styrke tilliden

I den seneste kvartalsrapport fra maj noterede IAEA, at iranerne kunne gøre mere for at samarbejde med agenturets inspektører og dermed "styrke tilliden".

Rapporten nævner imidlertid ikke, at det har givet grund til bekymring.

Torsdagens rapport, som nyhedsbureauet Reuters har set, indeholder en lignende formulering.

Atomaftalen mellem Iran og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd - USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig - samt Tyskland og EU blev indgået i Wien i 2015.