Udland

Trumps kritik af Google er usaglig, siger dansk søgeekspert

Trump føler sig forbigået på Google.

Trump mener, at Google fremhæver dårlige historier om ham. Det afviser dansk ekspert.

Googles søgemaskine skjuler de gode historier om Donald Trump og det republikanske parti og fremhæver de dårlige historier. Det mener præsidenten i hvert fald selv i et par skarpe udfald, han har forfattet mod søgegiganten på Twitter.

- Googles søgeresultater for ”Trump News” viser udelukkende historier fra Fake News-medier. De har med andre ord manipuleret det for mig og andre, så næsten alle historier og nyheder er dårlige, skriver Donald Trump på Twitter og påpeger, at især resultater fra det amerikanske medie CNN fylder "iøjnefaldende meget" i søgningen.

- Meget farligt, lyder det fra Trump, som fortsætter: 

- Google og andre undertrykker de konservatives stemmer og skjuler information og nyheder, der er gode. De kontrollerer, hvad vi kan og ikke kan se. Det er en meget alvorlig situation, som vil blive adresseret.

Ikke hold i beskyldningerne

Kritikken er ikke ny, og den er kommet fra alle sider. Partier på begge fløje og store og små meningsdannere, der føler sig forbigået. Det siger Mikkel deMib Svendsen, der er udviklingsdirektør og partner i det digitale rådgivningsbureau Waimea.

- Jeg kender personligt en del mennesker, der arbejder med det her på Google. Mit klare indtryk er, at der er en meget høj redaktionel og etisk linje. I de kredse, hvor man beskæftiger sig med det her, og hvor der bliver gået i dybden med det, viser det sig gang på gang, at der ikke er hold i beskyldningerne mod Google, siger Mikkel deMib Svendsen til TV 2.

Da Googles søgemaskine er baseret på algoritmer, er det de medier eller meningsdannere, der skaber mest røre i vandene, der er mest synlige.

- Derfor kan det sagtens være de små meningsdannere med radikale holdninger, der boner ud i søgeresultaterne. Når mange snakker om noget, goldt eller skidt, reflekterer det en interesse. På samme måde med CNN. Når de ifølge Trump topper søgelisten på Google, er det fordi, de er gode til at sætte en dagsorden. Og så er det uanset om man er enig eller uenig, siger udviklingsdirektøren.

Han mener derfor ikke, at der er et sagligt grundlag for den amerikanske præsidents kritik.

- Det er en typisk anekdotisk beretning fra Trump. ”Jeg har oplevet det sådan her, og derfor er det sådan”. Med cirka 500 millioner søgninger om dagen på Google kræver det altså mere end blot en enkelt mand, der sidder med en overfladisk betragtning, hvis man vil i dybden med sådan en kritik, siger Mikkel deMib Svendsen til TV 2.

Google vil ikke afsløre algoritme

Google selv understreger, at de ikke vil afsløre, præcis hvordan deres algoritme virker. Blandt andet for at forhindre, at systemet bliver misbrugt i et forsøg på at få en bedre placering i en konkret søgning.

- Når brugere skriver deres søgning ind i Googles søgefelt, er vores mål at sikre de mest relevante svar i løbet af få sekunder. Vi bruger ikke søgemaskinen til at sætte en politisk dagsorden, og vi har ikke en bias i vores søgeresultat i retning af nogen politisk ideologi, siger kommunikationschef for Google i Danmark, Jesper Vangkilde og understreger, at Google heller aldrig rangerer søgeresultater for at manipulere politiske holdninger.

Med den oplysning in mente har TV 2 alligevel forsøgt at google ordene "Trump News" efter præsidentens seneste Twitter-aktivitet. Her dukker et hav af artikler om netop Trumps kritik af Google op.

På listen fremgår CNN, som Trump ofte kritiserer for at være venstreorienteret. Dog er Fox News, der beskrives som et højreorienteret medie af blandt andre PJ Media, også at finde højt på listen.