'Frankrigs dronning' lander i Danmark, og hun vil ikke gå bag ved sin mand

16x9
Frankrigs præsidentpar Emmanuel og Brigitte Macron på Bastilledagen, den 14. juli 2018. Foto: Philippe Wojazer / Ritzau Scanpix

Når Frankrigs præsident stiger ud af flyveren i København, har han sin hustru ved sin side. Lige nu er hun mere populær end sin mand i hjemlandet.

Hvem kan sælge creme mod rynker til et publikum af kræsne franske kvinder?

En kvinde i dag behøver ikke at være bagefter.

Brigitte Macron, Frankrigs præsidentfrue

Creme af den slags, hvor etiketten lover mere, end den kan holde, men det ikke gør noget, fordi kvinden i reklamen har den helt rigtige udstråling.

Svaret er Brigitte Macron, førstedame og fast inventar, når hendes mand, Emmanuel Macron, rejser rundt i verden.

I foråret 2018 besluttede en gruppe cypriotiske svindlere, at hun var den helt rigtige til at sælge creme for 656 kroner pr. dåse. 

Svindlerne spurgte ikke om lov, så de havde den luksus at kunne vælge mellem alle kvinder i verden.

Og de valgte altså Brigitte Macron.

I salgsmaterialet gjorde de hende endda til direktør for firmaet, der "ville ændre skønhedsindustrien for evigt" - ifølge avisen Le Parisien, der kunne fortælle om sagen i maj måned i år.

Uadskillelige turtelduer

Svindlerne har ikke oplyst, hvorfor valget faldt på Brigitte Macron, men hvis man læser kulørte blade på fransk, står det hurtigt klart, at førstedamen i hvert fald kan sælge ugeblade.

Brigitte Macron møder folk under en cykeltur på præsidentparrets sommerferie i Sydfrankrig i august 2018.
Brigitte Macron møder folk under en cykeltur på præsidentparrets sommerferie i Sydfrankrig i august 2018. Foto: Yann Coatsaliou / Ritzau Scanpix
Præsidentparret på Bastilledagen, den 14. juli 2018.
Præsidentparret på Bastilledagen, den 14. juli 2018. Foto: Philippe Wojazer / Ritzau Scanpix
Brigitte Macron poserer med turister under præsidentparrets sommerferie 2018.
Brigitte Macron poserer med turister under præsidentparrets sommerferie 2018. Foto: Boris Horvat / Ritzau Scanpix

Historien om forbudt kærlighed mellem en gymnasielærer og hendes elev optager stadig franskmændene.  

Brigitte Macron er i dag 65 år gammel, mens hendes mand er 40, og så sent som den 20. juli i år kunne ugebladet Gala berette, at "de to turtelduer simpelthen er uadskillelige".

Det var åbenlyst mellem dem, og det var meget svært.

Tiphaine Auzière, Brigitte Macrons datter

Egentlig lå det ikke i kortene, at præsidentfruen skulle udvikle sig til en superstjerne i Frankrig på bare to år.

Denne sommer er hendes popularitet oppe på 67 procent i befolkningen, der mener at hun udfører sin rolle tilfredsstillende, viser en meningsmåling fra Paris Match.

Dermed er hun en af de mest populære franske præsidentfruer nogensinde.

Brigitte Macron holder VM-trofæet med fodboldspilleren Paul Pogba efter Frankrigs triumf.
Brigitte Macron holder VM-trofæet med fodboldspilleren Paul Pogba efter Frankrigs triumf. Foto: Lionel Bonaventure / Ritzau Scanpix

Fuldstændig modsat ser det ud for hendes mand.

Hans popularitet er faldet 16 procentpoint siden januar.

I den seneste meningsmåling for radiokanalen Europe 1 er han nede på 33 procent af befolkningen, der mener, at han gør et godt stykke arbejde.

Manden bag Emmanuel Macron er livvagten Alexandre Benalla. Han blev fyret i juli 2018 efter at have slået en demonstrant. Sagen har kostet Emmanuel Macron en stor del af sin popularitet.
Manden bag Emmanuel Macron er livvagten Alexandre Benalla. Han blev fyret i juli 2018 efter at have slået en demonstrant. Sagen har kostet Emmanuel Macron en stor del af sin popularitet. Foto: Philippe Wojazer / Ritzau Scanpix

Og Brigitte Macron er selvfølgelig også en del af det billede, franskmændene har af deres præsident.

Hun har ikke officielt titel af "førstedame", men da Emmanuel Macron blev valgt, blev der oprettet en stilling til hende, og hun får løn af præsidentens budget.

'Et moderne ægteskab'

Præsidentfruens opgaver er blandt andet at fokusere på handicappede, børn, uddannelse, kvindesagen, ligestilling og folkesundhed.

Især ligestilling ser ud til at optage hende.

Jeg havde en følelse af, at jeg arbejdede med Mozart.

Brigitte Macron, Frankrigs præsidentfrue

Så meget, at det formentlig kan ses, når hun følges med sin mand rundt i København under statsbesøget. 

I et interview ved årsskiftet sagde hun nemlig, at hun ikke ville stå i skyggen af sin mand.

- En kvinde i dag behøver ikke at være bagefter, sagde hun til radiostationen RTL.

Helt konkret betyder det, at hun går ved siden af sin mand, når hun er på statsbesøg - og ikke bag ham.

Det lyder måske harmløst, men ikke desto mindre kom Brigitte Macron i modvind for bemærkningen.

- Det er bekræftet. Brigitte Macron. Hun er ikke valgt, og nu tror hun, at hun er dronning af Frankrig, lød en af reaktionerne på Twitter ifølge avisen The Times.

- Vi valgte din mand, ikke dig, så vær så venlig at blive, hvor du var, skat, lød en anden reaktion.

Hun blev sammenlignet med Marie Antoinette - den sidste dronning før den franske revolution, og nogle af stemmerne i shitstormen påpegede, at hertugen af Edinburg i Storbritannien også måtte gå tre skridt bag Dronning Elizabeth.

Præsidentfruens talsmand, Tristan Bromet, uddybede hendes rolle over for The Times.

Brigitte Macron hilser på USA's præsident Donald Trump.
Brigitte Macron hilser på USA's præsident Donald Trump. Foto: Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

- Det par, hun og Emmanuel Macron udgør, er en moderne ægteskab, hvor kvinden er placeret på samme niveau som manden, sagde han til avisen.

De berømte makroner

Og Brigitte Macron går stadig ved siden af sin mand - også selv om det betyder, at han bliver latterliggjort af sine modstandere.

- Jeg forestiller mig, at Macron går to skridt bag hende og sutter på sin præsidentielle tommelfinger, skrev den højrenationale politiker Gilbert Collard på Twitter i forbindelse med sagen.

Det med tommelfingeren er formentlig en hentydning til aldersforskellen på de to.

Præsidenten og hans frue er født med næsten et kvart århundredes mellemrum.

Hun er datter af en chokoladefabrikant i Amiens og den yngste af seks søskende.

Hendes pigenavn er Trogneux, og familien er stadig berømt for sine makroner, der bages ud fra en næsten 500 år gammel opskrift.

I stedet for at gå ind i familieforetagendet blev Brigitte Trogneux lærer. Hun blev gift, fik børn og levede et helt almindeligt liv, lige ind til hun mødte den 15-årige Emmanuel Macron.

Den skøre dreng

Præsidentfruen har ikke fortalt om affæren i detaljer, men det har hendes nu 34-årige datter til gengæld.

Brigitte Macron med datteren Tiphaine Auziere.
Brigitte Macron med datteren Tiphaine Auziere. Foto: Philippe Huguen / Scanpix Denmark

Datteren Tiphaine Auzière var ni år gammel, da hendes familie revnede på grund af moderens forelskelse.

Hun fortæller sin historie i dokumentarfilmen "Brigitte Macron: En fransk roman".

- De var hårdt ramt. Det var åbenlyst mellem dem og meget svært, fortæller hun i filmen.

Tiphaine Auzière fortæller, at første gang, hun hørte om Emmanuel Macron, var da hendes ældre søster kom hjem fra skole og sagde:

- Mor, der er en skør dreng i vores klasse, der ved alt om alt.

Brigitte Macron var i følelsesmæssigt oprør, da hendes elev erklærede sin kærlighed til hende i en alder af 16 år.

Emmanuel Macron under uddannelse.
Emmanuel Macron under uddannelse. Foto: France 3

På det tidspunkt underviste hun ham i drama.

Ifølge bogen "Emmanuel Macron: En perfekt ung mand" var Brigitte Macron imponeret af den meget intelligente elev.

De to arbejdede på et teaterstykke sammen.

- Du ved, den dag, vi skrev stykket sammen, havde jeg en følelse af, at jeg arbejdede med Mozart, citeres hun for at sige.

- Skriveriet blev en undskyldning. Jeg følte, at vi altid havde kendt hinanden, siger hun i bogen.

Affæren i skolen

Billeder fra dengang er dukket op på sociale medier - og de viser, hvordan parret kysser hinanden på kinden, mens Brigitte Macron stadig var lærer.

Emmanuel Macron og Brigitte i et nært øjeblik, mens han stadig var hens elev.
Emmanuel Macron og Brigitte i et nært øjeblik, mens han stadig var hens elev. Foto: YouTube / Origami THS

Ifølge bogen "Emmanuel Macron: En perfekt ung mand" troede Emmanuel Macrons forældre først, at deres søn havde et forhold til lærerens datter.

Da de fandt ud af, hvordan tingene hang sammen, bad de hende om at lade være med at se deres søn privat ind til han var 18 år gammel.

Hendes svar var:

- Jeg kan ikke love jer noget.

Da Brigitte Macrons daværende mand, André-Louis Auzière, fandt ud af, at hans hustru havde en affære med hans datters klassekammerat, flyttede han fra familien.

Hvis jeg skal give et billede af kærlighed, så er det Emmanuel og mor.

Tiphaine Auzière, Brigitte Macrons datter

Kærlighedsforholdet mellem de to blev sat på en prøve, da Emmanuel Macron blev sendt fra Amiens til en skole i Paris, men de to blev ved med at se hinanden.

I 2006 blev Brigitte og André-Louis Auzière skilt, og det banede vejen for et bryllup mellem lærer og elev.

Kærligheden

Brylluppet kom i oktober 2007 - da var hun 54 og han 29.

Brigitte og Emmanuel Macron.
Brigitte og Emmanuel Macron. Foto: TV 2

I bryllupstalen takkede Emmanuel Macron sin hustrus børn for at "elske os, som vi er".

Brigitte Macron datter, Tiphaine Auzière, fortæller i filmen "Brigitte Macron: En fransk roman", at der er tale om ægte kærlighed.

- Hvis jeg skal give et billede af kærlighed, så er det Emmanuel og mor.

- Når de er sammen, er det næsten som om, resten af verden ikke eksisterer, siger hun i filmen.

Men verden eksisterer altså - også selv om man er Frankrigs præsidentpar.

Lige nu slås Emmanuel Macron med de dårlige meningsmålinger, men han har Brigitte Macron ved sin side til at hjælpe.

Emmanuel Macron kysser sin hustru på kvindernes internationale kampdag 2017.
Emmanuel Macron kysser sin hustru på kvindernes internationale kampdag 2017. Foto: Eric Feferberg / Scanpix Denmark

I modsætning til så mange andre offentlige personligheder har hun ingen tilstedeværelse på de sociale medier - eller næsten ingen.

Hun har en profil på Instagram - men hun har ikke lagt nogen billeder op. Til gengæld venter næsten 21.000 franskmænd på, at hun gør. 

Et stilikon på 65 år

Til gengæld modtager Brigitte Macron hver dag flere hundrede breve fra sine landsmænd, og hun sætter en ære i at læse og besvare så mange hun kan, skriver magasinet Closer

Og i modsætning til tidligere franske præsidentfruer har hun en defineret rolle og en kalender, hvor hendes aktiviteter er synlige, måned for måned.

Om hun bruger creme mod rynker, er der ingen oplysninger om.

Emmanuel og Brigitte Macron overværer en militærparade på Bastilledagen den 14. juli 2018.
Emmanuel og Brigitte Macron overværer en militærparade på Bastilledagen den 14. juli 2018. Foto: Gonzalo Fuentes / Ritzau Scanpix

Men selv om hun er tre gange så gammel som de fleste fotomodeller, er hun alligevel blevet et stilikon, der blandt andet optræder i modebladet Vogue.

Hvis du ikke er i København under det franske præsidentpars besøg, har du stadig en chance for at møde hende, hvis du skulle komme til Paris.

Brigitte Macron holder nemlig gående møder med sin stab på gaderne i Paris, så hold øje med hende, hvis du besøger byen.