Udland

Paven: Bøn og psykiatri kan hjælpe homoseksuelle børn

Forældre til børn, der viser tegn på homoseksualitet, kan overveje at søge psykiatrisk hjælp, siger paven.

Pave Frans anbefaler forældre, som mener, at deres børn kan være homoseksuelle, til at bede og muligvis også søge psykiatrisk hjælp til børnene.

En journalist spurgte mandag det katolske overhoved, hvad forældre til et homoseksuelt barn skal gøre.

- Først og fremmest bede. Man skal ikke fordømme, men have dialog, forståelse og give plads til sønnen eller datteren, svarede paven.

- I hvilken alder viser problemerne sig? Det er vigtigt. Når det viser sig fra barndommen, kan der gøres meget gennem psykiatri for at se, hvordan tingene er.

Udtalelsen har medført løftede øjenbryn hos LGBT-aktivister.

- At tale om psykiatri får katolske forældre til at tro, at psykiatri kan kurere homoseksualitet, siger Fabrizio Marrazzo fra støttegruppen Gay Hotline ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa.

- Homoseksualitet er ikke en sygdom, men en naturlig variant af menneskelig væremåde, og det bør accepteres og respekteres, tilføjer han.

Vatikanet: Pavens hensigt var en anden

Vatikanet har udeladt udtalelsen fra det officielle referat og siger, at paven ikke havde til hensigt at antyde, at homoseksualitet er en mental lidelse, skriver nyhedsbureauet AFP.

Homoseksualitet blev fjernet fra Verdenssundhedsorganisationen WHO's liste over psykiske sygdomme i 1990.

Paven blev stillet spørgsmålet om homoseksualitet, da han var på vej hjem til Rom fra et besøg i Irland.

Turen har været præget af beskyldninger om, at paven kendte til og ignorerede beskyldninger om en fremtrædende amerikansk kardinals seksuelle misbrug af børn.