Udland

Macron i tale før besøg i Danmark: Vores sikkerhed garanteres ikke længere af USA

Det er op til os europæere at stå for sikkerheden i Europa, siger fransk præsident før statsbesøg i Danmark.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har mandag fremlagt sin nye vision for europæiske forsvarsprojekter.

Ifølge Macron kan EU nemlig ikke længere regne med USA i forhold til kontinentets sikkerhed.

Det fremhæver han i en tale mandag i Paris til franske ambassadører.

- Europa kan ikke længere regne med USA i forhold til sikkerhed. Det er op til os at garantere europæisk sikkerhed og derved europæisk uafhængighed, siger Macron ifølge nyhedsbureauet AP.

Han mener, at drøftelser om forsvarssamarbejde bør omfatte alle europæiske lande. Rusland kan også få en rolle, hvis der sker fremskridt i forholdet mellem Moskva og Ukraine.

Vil have tættere samarbejde

Mandagens tale fra Macron har til formål at tegne retningen for de kommende års franske diplomati.

Den 40-årige franskmand er kendt som stor tilhænger af EU, og siden han blev valgt som ny fransk præsident i 2017, har han efterlyst et mere integreret EU med fælleseuropæiske forsvarsbudgetter og sikkerhedsdoktriner, skriver AP.

I november sidste år indgik 25 EU-lande en aftale om et tættere militært samarbejde, den såkaldte PESCO-aftale. Kun Danmark, Storbritannien og Malta stod uden for aftalen om den øgede militarisering af EU.

Ønsket om at gøre EU uafhængig af USA på forsvarsområdet skal også ses i lyset af, at den amerikanske præsident, Donald Trump, flere gange har truet med at trække USA ud af NATO-samarbejdet, hvis ikke de europæiske lande øgede deres forsvarsbudgetter.

Ifølge Trump bidrager landene for lidt til den transatlantiske militæralliance, og amerikaneren har en pointe, fortalte den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), i forbindelse med et topmøde i juli.

- Det er en pointe, at Europa skal steppe op og investere mere i egen sikkerhed, og det er også det, der sker i de her år, hvor landene øger deres budgetter, og hvor der også i regi af EU er lagt op til et tættere forsvarspolitisk samarbejde, sagde Løkke.

Macron besøger Danmark

Foruden forsvarssamarbejde talte Emmanuel Macron mandag også om sine forventninger til samarbejdet med Storbritannien efter Brexit og om vigtigheden af at gøre Europa til en "handelsmæssig og økonomisk supermagt".

Udmeldingen kommer dagen før den franske præsidents officielle besøg i Danmark.

Her er fremtiden for den europæiske union netop et af punkterne på dagsordenen.

Lars Løkke Rasmussen har i den forbindelse givet et interview til den franske avis Le Monde, hvor han fortæller, at tiden ikke er inde til store reformer af EU.