Første franske statsbesøg i mere end 30 år – her kan du se Macron

16x9
Den franske præsident har sin kone med, når de kommer på det første officielle franske statsbesøg siden 1982. Foto: Charles Platiau / Ritzau Scanpix

Det er bare anden gang i Dronning Margrethe II’s regeringstid, at en fransk præsident kommer på officielt statsbesøg.

Den franske præsident Emmanuel Macron og hans hustru kommer vidt omkring, når de tirsdag og onsdag aflægger det første officielle franske statsbesøg i Danmark i mere end 30 år.

Ifølge Kongehusets officielle program skal præsidentparret deltage i både møder, skolebesøg og gallataffel.

Sidste gang, der var fransk statsbesøg, var i 1982, hvor den daværende præsident, François Mitterrand, besøgte Danmark.

Fire år forinden var Regentparret på statsbesøg i Frankrig, nemlig i 1978, hvor præsident Valéry Giscard d'Estaing var vært for besøget. 

Præsidentparret skal deltage i både skolebesøg, møder og en debat i Den Sorte Diamant.
Præsidentparret skal deltage i både skolebesøg, møder og en debat i Den Sorte Diamant. Foto: Yann Coatsaliou / Ritzau Scanpix

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har inden statsbesøget lagt vægt på, at det de seneste år er blevet tydeligere, hvor mange værdier Danmark og Frankrig deler.

- Derfor er Frankrig også en meget vigtig partner for os i Europa. Vi skal stå sammen om at skabe et Europa, der leverer resultater. Vi skal sammen forstærke mulighedernes Europa med mere velstand og større frihed. Jeg glæder mig til at møde præsident Macron og hans hustru ved det første franske statsbesøg i Danmark siden 1982, udtaler statsministeren i en pressemeddelelse.

Billetter revet væk 

Og noget tyder på, at han ikke er den eneste, der ser frem til at møde præsidenten.

For da Den Sorte Diamant frigav 600 gratis billetter til en debat om Europas fremtid, blev de ifølge Jyllands-Posten revet væk på to minutter.

Debatten er en del af programmet for statsbesøget, og selvom mange forgæves forsøgte at skaffe billetter, har de stadig mulighed for at se debatten, da den bliver live-streamet til en række biblioteker i hele landet.

Her følger programmet for Macron-parrets statsbesøg:

Tirsdag

 Kl. 11.10 - Kranselægning på Kastellet

Kronprinsparret modtager Præsidentparret og deltager i en kranselægning ved monumentet på Kastellet.

Kl. 11.30 - Officiel modtagelse på Amalienborg

Præsidentparret kører sammen med Kronprinsparret til Amalienborg eskorteret af Gardehusarregimentets hesteskadron. Ved ankomsten til Christian VII’s Palæ modtager H.M. Dronningen Præsidentparret. D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie og H.K.H. Prinsesse Benedikte er til stede.

Kl. 12.20 - Arbejdsfrokost

H.K.H. Kronprinsessen er vært ved en arbejdsfrokost med fokus på ligestilling med deltagelse af fr. Macron i Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg.

Kl. 12.30 - Møde med Statsministeren

Præsidenten deltager i et møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen. Her vil statsministeren og den franske præsident blandt andet drøfte EU's fremtid, migration, klima, handel og kampen mod terror. Arbejdsfrokosten afsluttes med et pressemøde i Spejlsalen.

Kl. 14.40 - Besøg på Designskolen

Kronprinsessen besøger sammen med fr. Macron Designskolen på Holmen i København. Her vil Kronprinsessen og fr. Macron blandt andet deltage i en rundvisning på skolen og få en introduktion til skolen og elevernes arbejde med bæredygtig design og mode.

Kl. 15.00 - Møde med Folketingets formand og partiformænd

Præsidenten deltager i et møde med Folketingets formand Pia Kjærsgaard, gruppeformænd og formænd for relevante komitéer.

Kl. 15.30 -  Spadseretur til Det Kongelige Bibliotek

Præsidenten og Statsministeren spadserer fra Christiansborg til Det Kongelige Bibliotek.

Kl. 15.45 - Præsentation af Søren Kierkegaard manuskripter

H.K.H. Kronprinsen deltager sammen med Præsidenten og Statsministeren i en præsentation af Søren Kierkegaard manuskripter på Det Kongelige Bibliotek.

Kl. 16.00 - Konference på Den Sorte Diamant

Præsidenten og Statsministeren deltager i en konference og debat om Europa på Den Sorte Diamant. Kronprinsen er til stede og overværer debatten.

Kl. 17.45 - Sejltur i Københavns Havn

Præsidentparret og Statsministerparret deltager i en sejltur i Københavns Havn.

Kl. 20.00 - Gallataffel på Christiansborg Slot

Dronningen er vært ved et gallataffel til ære for Præsidentparret. Ved gallataflet deltager Kronprinsparret, Prins Joachim og Prinsesse Marie, Prinsesse Benedikte, regeringen, Folketingets Præsidium, den franske delegation og repræsentanter fra udvalgte virksomheder m.fl. Ved gallataflet vil der være taler ved Dronningen og Præsidenten.

Onsdag

Kl. 9.00 - Afsked 

Dronningen og Kronprinsparret tager afsked med Præsidentparret i Christian VII's Palæ, Amalienborg, hvor der skrives i gæstebog og signeres på vinduesrude.

Kl. 9.25 - Besøg i Dansk Industri

Kronprinsen besøger sammen med Præsidenten og Statsministeren Dansk Industri og deltager her i en fransk-dansk erhvervskonference under temaet ”Transforming France: A Nordic Perspective”.

Kl. 9.30 - Besøg på Rysensteen Gymnasium

Kronprinsessen og fr. Macron besøger Rysensteen Gymnasium og får under besøget en introduktion til skolens "Global Citizenship Programme". Kronprinsessen og fr. Macron spadserer efterfølgende til skolens lokaler på Flæsketorvet og overværer her en undervisningstime.  

Kl. 11.00 - Besøg på Glyptoteket

Kronprinsparret besøger sammen med Præsidentparret Glyptoteket og deltager i et kulturelt arrangement med en række danske kunstnere og kulturpersoner.

Kl. 13.50 - Returarrangement i Skuespilhuset

Som afslutning på statsbesøget afholder Præsidentparret et returarrangement i Skuespilhuset med deltagelse af Dronningen, Kronprinsparret, Prins Joachim og Prinsesse Marie og Prinsesse Benedikte.

Præsidentparret aflægger under statsbesøget desuden sammen med statsministerparret et kort besøg for en mindestund ved Krudttønden.

Kilder: kongehuset.dk og stm.dk