Udland

Selv ikke i døden ville McCain slutte fred med Donald Trump

John McCains efterladte har frabedt sig Donald Trumps tilstedeværelse ved den republikanske senators begravelse. Forholdet imellem de to var iskoldt.

Venner blev de aldrig. Ikke politisk, skønt de begge var republikanere. Og slet ikke privat, John McCain og USA's præsident, Donald Trump.

Og stridsøksen glimter endnu, selv efter at John McCain natten til søndag døde af en hjernetumor, 81 år gammel.

Ifølge flere amerikanske medier, herunder NBC og CNN, gjorde John McCain fra sit dødsleje det klart over for familien, at han ikke ønskede Donald Trumps tilstedeværelse ved sin begravelse.

Gravede grøfter i 20 år

Beslutningen er måske ikke overraskende set i lyset af de uenigheder, som igennem næsten 20 år gravede grøfter mellem de to toppolitikere. Men alligevel er det opsigtsvækkende, at en republikansk toppolitiker på den måde frabeder sig en partifælle og præsidents tilstedeværelse.

Til gengæld har John McCain angiveligt givet udtryk for, at han ville synes om, hvis de tidligere præsidenter George W. Bush og Barack Obama holdt mindetaler til hans begravelse.

Barack Obama var i timerne efter McCains bortgang hurtigt ude med en erklæring om Arizona-politikerens betydning og status i amerikansk politik.

Selv nøjedes Donald Trump med at udsende et kortfattet tweet, hvor han kondolerede de efterladte. Uden at give McCain to linjers anerkendelse for sin indsats i amerikansk politik.

Det rummede en vis logik, at John McCain og Donald Trump selv ved døden som skillevej forblev på en slags tålt ophold hos hinanden, for igennem årtier var de på frontal kollisionskurs. Faktisk længe før Donald Trump overhovedet indledte sin politiske løbebane og fik McCain som både partikollega og rival.

Helt tilbage i 1999 tacklede den succesrige finansmand Trump retorisk med knopperne forrest, da han såede tvivl om John McCains ellers veldokumenterede rolle som krigshelt i Vietnam, hvor han blev skudt ned i sit fly i 1967 og tilbragte fem år i en fangelejr.

- Han blev taget til fange. Gør det ham til en helt? Jeg ved det ikke, men jeg er langt fra sikker, sagde Trump i et interview med talkshowværten Dan Rather det år.

Såede tvivl om McCains rolle som krigshelt

16 år senere trådte Donald Trump i karakter som politiker. Og det stod hurtigt klart, at han og John McCain næppe ville komme på julekort med hinanden. Selvom de politisk hørte til på samme fløj i amerikansk politik.

- Han er ikke en krigshelt. Han er en helt, fordi han blev taget til fange. Jeg bryder mig ikke om folk, der bliver taget til fange, sagde Trump.

John McCain kunne sagtens selv trække den sproglige seksløber, når bølgerne gik højt. Både i senatet og i den republikanske lejr, hvor uenighederne kunne slå gnister.

"Naiv", "egoistisk", "selvoptaget" og "populist" var blandt de prædikater, som McCain hæftede på Donald Trump, skriver AFP.

Døde på sin farm i Arizona

Gennem et langt liv i politik oplevede John McCain både nederlag og sejre. Nogle af de største nederlag var muligvis hans to forsøg på at blive præsident.

Selvom John McCain havde langt mere politisk erfaring, blev det Donald Trump, der forpurrede hans sidste skud på USA's præsidentpost.

Efter at Donald Trump blev valgt som præsident, var det John McCains tur til at føje skade til sin mangeårige modstander.

I en afgørende afstemning i Senatet, der skulle fjerne Barack Obamas omdiskuterede sundhedsreform, lå afgørelsen i John McCains hænder. John McCain valgte at stemme 'nej' - og det var en twist, Donald Trump brugte imod sin politiske ærkerival mange gange de følgende år.

Da John McCain tidligere på året opsummerede sit liv vel vidende, at hans sygdom kunne vise sig at være dødbringende, betegnede han sit liv som "lidt af et ridt".

- Jeg har haft store lidenskaber, set store vidundere, jeg har kæmpet i krig og hjulpet med at skabe fred. Jeg lavede også en lille plads til mig selv i amerikansk historie.

John McCain døde på sin farm i Arizona, hvor han levede med sin hustru Cindy. Han efterlod sig syv børn og fem børnebørn.

Vicepræsident Mike Pence vil repræsentere regeringen, når John McCain mindes i hovedstaden Washington, ifølge nyhedsbureauet Reuters.