Udland

Trumps inderkreds svinder - økonomichef har indgået aftale med anklager

Donald Trump. Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

Allen Weisselberg er den seneste i rækken af Trumps fortrolige, der indgår en aftale med anklagemyndigheden.

Han er økonomidirektør i Donald Trumps konglomerat The Trump Organization og har stået skulder ved skulder med præsidenten gennem triumfer, skandaler og konkurser.

Han var også manden, der havde ansvaret for regnskabsbøgerne, da Fred Trump - Donald Trumps far - drev virksomheden i 1970'erne, ligesom han var med, da Donald Trump transformerede sin forretning gennem et tv-program i begyndelsen af årtusindskiftet.

Men nu er den ellers så private og loyale Allen Weisselberg kommet i fokus som den seneste i rækken af Trumps fortrolige - og måske den hidtil mest betydningsfulde - som har indgået en aftale om immunitet med anklagemyndigheden.

Advokat erklærede sig skyldig

Det sker i en sag om Trumps mangeårige ven og tidligere advokat Michael Cohen, der har erklæret sig skyldig i skattesvindel og ulovlige kampagnedonationer.

- Weisselberg ved alt om Trumps selskaber, siger Trump-biograf Michael D'Antonio, der jævnligt skriver om præsidentens forretninger.

- Alt dette kommer i spil, hvis Trump skulle blive efterforsket for økonomisk kriminalitet, tilføjer han.

Under et vidneudsagn tirsdag forklarede Michael Cohen, at Trump beordrede ham til at begå en forbrydelse. Det skete, da Trump gav Cohen besked på at betale to kvinder for at tie om deres påståede seksuelle forhold til Trump.

Mediemogul har også indgået aftale

Nyheden om 71-årige Allen Weisselbergs aftale med anklagemyndigheden kommer, få dage efter at en anden af Trumps tidligere trofaste støtter vendte sig mod præsidenten.

Således har også mediemogulen David Pecker indgået en aftale om immunitet med anklagemyndigheden.

Til gengæld har han angiveligt lovet at fortælle, hvordan han og hans mange aviser og magasiner under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 undlod at trykke historier, som kunne skade Donald Trump.

Øger pres på Trump

Ifølge Jesper Zølck, der er TV 2-journalist og befinder sig i USA, er de to medlemmer af Trumps inderkreds' aftaler med til at øge presset på præsidenten.

- Der tegner sig et billede af en loyal inderkreds omkring Donald Trump, der bliver mindre og mindre, og som inden for et døgn har mistet to medlemmer, der har været ved Donald Trumps side i mere end tre årtier.

Men selv om Weisselberg ligger inde med en stor viden blandt andet om Trumps finanser, er det ikke sikkert, at der kommer noget nyt på bordet, vurderer Jesper Zølck.

 - Indtil videre ved vi ikke, hvorfor at Weisselberg har fået immunitet. Det kan være, at det ”kun” relaterer sig til de udbetalinger, som der er foregået via Trumps tidligere advokat Michael Cohen. Hvis det kun handler om det, er det en viden, der allerede er ude, og så er der ikke noget nyt i det, siger han.