Udland

Trump og Mexico nærmer sig handelsaftale

Præsident Donald Trump nærmer sig en aftale med handelsfællesskabet i NAFTA. Carlo Allegri / Scanpix

Forhandlinger om en ny Nafta-aftale skrider frem ifølge både USA og Mexico.

USA, Mexico og Canada nærmer sig hinanden i genforhandlingerne af handelsaftalen Nafta. I hvert fald hvis man spørger USA's præsident, Donald Trump og de mexicanske skiftende forhandlingspartnere.

- Vores forhold til Mexico blevet tættere for hver time, der går. Gode folk i både den gamle og den nye regering arbejder tæt sammen. En stor meddelelse om handel med Mexico kan være på vej snart, skriver Trump på Twitter.

Donald Trump er ikke den eneste, der synes at se fremskridt i forhandlingerne.

Den afgående mexicanske økonomiminister, Ildefonso Guajardo, sagde ifølge nyhedsbureauet AFP fredag, at forhandlingerne var kommet langt.

Det bekræftes af Jesus Seade, der er udpeget forhandler på vegne af Mexicos kommende regering. Det er især USAs krav om en genforhandling hvert femte år, som har været et stridspunkt. Nu lyder det, at man er tæt på en "solskinsklausul".

- Der kommer en løsning. Der er ikke længere de linier, USA udstak til at begynde med, siger Jesus Seade til Reuters.

Minister har rejst i pendulfart

Guajardo og Mexicos udenrigsminister, Luis Videgaray, har ifølge AP rejst i pendulfart mellem Mexico og Washington for at forhandle med Robert Lightizer, som står for forhandlinger af handelsaftaler i Trumps regering.

Priser på stål og aluminium har været sten i skoen under de standende handelskrig mellem USA og nabolandene Canada og Mexico.

Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, har tidligere på ugen noteret, at hun var opmuntret over, hvad Mexico og USA er blevet enige om.

I de pågående forhandlinger har canadierne ellers beklaget sig over at være holdt væk fra forhandlingsbordet. Det har besværliggjort den kollektive aftale, såvel Canada som Mexico ellers har ønsket at indgå med USA.

Omvendt har Donald Trumps administration forsøgt at lukke forhandlingerne med hvert enkelt land og altså uden den fællesaftale, Canada og Mexico har lagt op til.

Det har ikke gjort forhandlingerne mere overskuelige, at Mexico står foran et præsidentskifte. Jesus Seade, der er økonomisk rådgiver for den kommende præsident, Andreas Manuel Lopez Obdrador, har således deltaget i forhandlingerne sammen med den nuværende regering.

I slutningen af juli måned betegnede Bill Reinsch, seniorrådgiver ved Center for Strategiske og Internationale Studier det som tæt på umuligt at nå frem til en aftale, hvis ikke USA var villig til at give køb på nogle af landets krav.