Udland

Medier: Mediemogul klar til at afsløre Trump - holdt kritisk historie tilbage

Mediemogulen David Pecker vil nu fortælle sandheden om, hvordan Trump angiveligt har overtrådt valgkampsloven ved at købe personers tavshed.

Den her historie handler om et pengeskab fyldt med gode historier på adressen 4 New York Plaza, om luskede pengeoverførsler og om USA's præsident Donald Trump. Igen om Donald Trump.

Hvis ikke den amerikanske præsident havde haft en ærgerlig uge i forvejen, så tog den nok et nøk til den dårlige side, da endnu en af Trumps tidligere trofaste støtter natten til fredag dansk tid vendte sig mod ham.

Manden hedder David Pecker, og han ejer en lang række magasiner og kulørte sladderblade. Og så er han en af Trumps mangeårige venner.

Spørgsmålet er, om han forbliver det, efter han torsdag indgik en aftale om straffrihed med anklagemyndigheden, skriver medierne The Wall Street Journal, Vanity Fair og The New York Times, som alle citerer flere unavngivne kilder.

Til gengæld lover han at fortælle alt om, hvordan han og hans mange blade under valget i 2016 efter aftale med Trump-lejren undlod at trykke historier, som kunne skade den daværende præsidentkandidat.

Rådgivere erklæret skyldige i skattesnyd

Meldingen om Pecker kommer blot to dage efter, at to af Trumps nærmeste rådgivere hver har erklæret sig skyldige i otte kriminelle forhold.

For ikke alene blev hans tidligere kampagnechef Paul Manafort tirsdag kendt skyldig i skattesnyd og banksvindel.

Samme dag erklærede Trumps mangeårige ven og tidligere advokat Michael Cohen sig skyldig i skattesvindel og ulovlige kampagnedonationer.

Endnu mere spændende var det dog, at Cohen ved samme retsmøde forklarede, at Trump beordrede ham til at begå en forbrydelse. Det skete ved, at Trump gav Cohen direkte besked på at betale to kvinder for at tie om deres påståede seksuelle forhold til Trump.

Cohen har desuden fortalt, at David Pecker "tilbød at hjælpe med negative historier om (Trumps, red.) forhold til kvinder ved blandt andet at hjælpe med at identificere historierne, så de kunne blive opkøbt og ikke blive udgivet".

Pecker bekræfter betalinger til Playboy-model

Nu har David Pecker så bekræftet flere af Cohens udsagn, oplyser flere kilder til nyhedsbureauet AP.

Sladdermagasinet National Enquirer, som er ejet af Peckers virksomhed American Media, har betalt Playboy-modellen Karen McDougal for retten til hendes historie om, at hun angiveligt har været Trumps elskerinde.

Men i stedet for at udgive historien blev dokumenterne om sagen gemt i et pengeskab på David Peckers eget kontor i New York.

Her blev andre sager om kendte personer, som National Enquirer havde købt rettighederne til uden at publicere, også opbevaret. Det skulle gøre mediet i stand til at bede om tjenester fra de kendte til gengæld.

Da The Wall Street Journal alligevel begyndte at skrive om McDougals historie kort før valget i 2016, skilte National Enquirer sig af med dokumenterne.

Dermed skulle de skjulte historier ikke blive en belastning for Pecker og hans virksomhed.

Trump: Absurd at man kan vende sig mod andre

At endnu en kilde nu står frem og bekræfter hændelsesforløbet, belaster præsidenten, vurderer journalist Jesper Zølck, der til daglig dækker amerikanske forhold for blandt andet TV 2.

- Det, der er interessant ved David Pecker, er, at han har kendt Donald Trump i minimum 30 år. Han er en nær ven, og Donald Trump inviterede ham ind i Det Hvide Hus kort tid efter indsættelsen som en gave for hans loyalitet, fortæller Jesper Zølck.

I et eksklusivt interview med tv-kanalen Fox News siger Donald Trump om hele forløbet, at han synes, det er absurd, at man som kilde kan vende på en tallerken og begynde at sladre om andre mod at få nedsat en eventuel straf.

- I 30, 40 år har jeg set de her flippers (folk, der vender sig mod andre, red.). Først er alt skønt, og så får de 10 år i fængsel - og så vender de sig mod den person, der er højere i rang end dem, siger præsidenten.

Hvad der ellers vælter ud af skabet i den kommende tid, er selvsagt for tidligt at sige, men indtil videre virker det til, at Donald Trumps dårlige dag er blevet til en dårlig uge.