Udland

Indianere uden kontakt med omverdenen opdaget i regnskoven

Ved hjælp af en drone er det lykkedes at fotografere en hidtil ukendt indianerstamme dybt inde i Brasiliens regnskov.

Der findes stadig mennesker på jordkloden, som hverken har hørt om Coca Cola, mobiltelefoner eller Donald Trump.

Nogle af dem bor dybt inde i Brasiliens regnskov, og deres eksistens er netop blevet afsløret af den brasilianske regerings organisation for oprindelige folk - FUNAI.

Indianerstammen, der ikke har noget kendt navn, anede næppe, at den drone, som svævede over trætoppene, tog billeder af dem. Og hvis indianerne hører, at billederne nu kan ses over hele verden, vil de nok ikke kunne begribe det.

Videobillederne blev taget nær Javaryfloden, der er en biflod til den enorme Amazonflod.

Indianerne bor i et meget svært tilgængeligt område af junglen, og ifølge Brasiliens regering har de, så vidt man ved, ingen kontakt med omverdenen.

Der er dog risiko for, at det snart ændrer sig.

Stammen lever tæt på grænsen til Peru.

Dronebillederne fra regnskoven viser en mand, der bærer et spyd eller en stav, mens han går gennem en rydning i skoven.

Hus, økser og kanoer

Indianerne bor i et stort hus i skoven, som det også er lykkedes at fotografere. Desuden har medarbejderne hos FUNAI fundet økser, barkhylstre og to af stammens kanoer.

Indianerne bor i dette hus i junglen.
En af indianerstammens økser.
To af stammens kanoer.

Indianerne bor så dybt inde i regnskoven, at den ekspedition, der fandt dem, måtte rejse næsten 180 kilometer med båd, bil og motorcykel og dernæst 120 kilometer til fods gennem tæt regnskov.

Området er beboet af seks stammer med kontakt til omverdenen, og derudover kan der være op til 16 isolerede stammer i området, oplyser FUNAI.

Et af indianernes barkhylstre.

Og nu skulle man måske tro, at indianerstammer så dybt inde i regnskoven kan forblive i fred.

Men udsigterne er ikke for gode.

Deltagerne i ekspeditionen.

De personer, som deltager i FUNAI's ekspeditioner, kontakter ikke indianerne, men selv dybt inde i regnskoven er der nu jægere og kvægavlere.

Brasiliansk militærpoliti deltog også i ekspeditionen. Betjentene afslørede to grupper krybskytter og en jordejer, der havde taget de indfødtes land i brug.

Sidste år var flere indianerstammer ved Javaryfloden udsat for angreb fra illegale minearbejdere, som massakrerede mænd, kvinder og børn.

De brasilianske myndigheder har kendskab til mindst to angreb på stammerne i 2017, og ifølge mediet Carta Capital tager angriberne souvenirs med fra de døde indianere.