Udland

Første mulige livstegn fra IS-leder i et år

Abu Bakr al-Baghdadi opfordrer tilhængere af terrororganisationen Islamisk Stat til at fortsætte kampen. - / Scanpix Denmark

I en lydoptagelse opfordrer en stemme til hellig krig. Stemmen tilhører angiveligt Abu Bakr al-Baghdadi.

I sin tilsyneladende første tale i næsten et år opfordrer lederen af den militante terrororganisation Islamisk Stat (IS), Abu Bakr al-Baghdadi, sine tilhængere til at fortsætte deres kamp.

Det fremgår af en 55 minutter lang lydoptagelse, der er lagt ud af det IS-tilknyttede medie al-Furgan.

- Du har ikke noget valg. Hvis du vil leve i værdighed, må du vende tilbage til din religion og kæmpe mod din fjende, siger manden, der skal være Baghdadi.

- For de hellige krigere er størrelsen på sejren eller nederlaget ikke afhængig af, om en by bliver stjålet, eller om de er underlagt nogle, som har luftherredømme, interkontinentale missiler eller intelligente bomber, tilføjer han.

Ifølge Reuters har det ikke været muligt at kontrollere, om stemmen på optagelsen med sikkerhed er IS-lederens, men i USA er Forsvarskommandoen opmærksom på optagelsen.

- Jeg har ikke tænkt mig at kommentere på vores vurdering af lydoptagelsen. Vi ved ikke, hvor Abu Bakr al-Baghdadi er på nuværende tidspunkt, men han er fortsat en person, som vi ønsker at fjerne fra slagmarken, siger talsperson William Urban.

Første livstegn i næsten et år

Hvis optagelsen er ægte, er det første livstegn fra Abu Bakr al-Baghdadi, siden en optagelse med ham blev offentliggjort i september sidste år, hvori han dementerede rygter om, at han skulle være død. Et rygte, der i øvrigt har floreret flere gange i løbet af de seneste år.

Abu Bakr al-Baghdadi har ifølge CNN kun vist sig offentligt én gang. Det var i 2014, hvor han holdt en tale i al-Nusri-moskéen i Mosul, som tidligere fungerede som terrororganisationens højborg, inden byen blev generobret af irakiske sikkerhedsstyrker i juni sidste år.

I maj vurderede irakiske sikkerhedsmyndigheder dog, at han er i live og opholder sig i Syrien nær grænsen til Irak.

I den nye lydoptagelse, der blev offentliggjort onsdag, refererer manden, der menes at være IS-lederen, til hændelser, der er sket i Syrien og Irak i denne måned.

Islamisk Stat, der indtil sidste år kontrollerede store områder i Syrien og Irak, er siden blevet drevet ud i ørkenen af en succesfuld offensiv fra internationale allierede i begge lande.

En ny FN-rapport konkluderede dog i sidste uge, at Islamisk Stats globale netværk udgør en stigende trussel.

FN mener, det er sandsynligt, at en "hemmelig version" bestående af kernen i den militante bevægelse vil overleve i både Irak og Syrien, fordi IS stadig har stærke støtter i både Afghanistan, Libyen, Vestafrika og Sydøstasien.

Danmark er stadig til stede med militære bidrag i Mellemøsten. I juni oplyste regeringen, at den forventer at sende yderligere 15 mand til den i forvejen 219 mand store styrke i Irak, hvor soldaternes primære opgave er at efteruddanne de irakiske sikkerhedsstyrker.