Udland

Tysk politi anklages for at gå højre-demonstranters ærinde

Intet sted er Merkels CDU så meget under pres som i delstaten Sachsen. Det får sindene i kog.

Allerede på lang afstand står det klart, hvem den lille flok tæller blandt sine fjender.

- Lügenpresse, Lügenpresse (Løgnepresse), lyder det i retning af kameramanden fra ZDF, mens flokken er på vej hen til Landdagsbygningen i Dresden.

Nogle er i stråhat og sandaler, andre i ternede skjorter og solbriller, flere har flag i hænderne, og alle er de mødt op for at give udtryk for deres vrede.

Den islam- og udlændingefjendtlige bevægelse Pegida har kaldt til demonstration. Forbundskansler Angela Merkel er nemlig i byen, og hun er om nogen de såkaldte ”bekymrede borgeres” hadeobjekt nummer ét.

Slår ud efter kamera

Allerførst skal det dog gå ud over kameramanden, der har nærmet sig den lille flok. En herre med solbriller og bøllehat i de tyske farver går frem mod fotografen:

- Hold op med at filme mig, hold op med at filme mig! lyder det fra manden.

- De har rettet kameraet direkte mod mig, De begår en strafbar handling, fortsætter den kamerasky demonstrant, alt imens han går direkte ind foran linsen.

- Gå dog videre, lyder det fra kameramanden, der er på vej baglæns. Men det er ikke nok til at stoppe fyren i bøllehatten, som lidt efter får selskab af en herre, der begynder at slå ud efter kameraet.

Skandalen i Sachsen

Hele optrinnet foregår kun fem meter væk fra det store opbud af politibetjente, der er udkommanderet i dagens anledning.Vælger ordensmagten at gribe ind?

Ja, selvfølgelig. Betjentene beslutter sig for at holde fotografen og hans netop ankomne journalistkollega tilbage.

Politiets fremgangsmåde under Merkel-besøget i Dresden sidste torsdag har givet genlyd over hele forbundsrepublikken. Det ansete ugemagasin Der Spiegels kommentator Valerie Höhne kalder optrinnet for en direkte "skandale”.

Andre beskylder politiet i Dresden for at gå demonstranternes ærinde ved at lægge journalisterne hindringer i vejen, og på Twitter er et nyt hashtag #Pegizei dukket op, altså en sammentrækning af Pegida og Polizei.

Desværre oplever man som journalist i Dresden igen og igen, at politibetjentene ikke har styr på situationen og ender med at gå de forkertes ærinde

Journalist

45 minutters polititjek

Hele 45 minutter blev kameraholdet forhindret i at udføre sit arbejde. Journalisten og kameramandens pressekort skulle tjekkes, lød beskeden, ikke bare én, men hele to gange, og det udelukkende fordi manden med bøllehatten havde klaget.

Det blev ikke bedre af, at også Sachsens ministerpræsident Michael Kretschmer valgte at blande sig og det med en uforbeholden støtte til politibetjentene.

Det skete, straks efter at tv-holdet havde lagt billeder af episoden ud på nettet:

- De eneste personer, som optræder seriøst i denne video, er politibetjentene, skrev Kretschmer på Twitter og indkasserede øjeblikkeligt en shitstorm.

Angsten for AfD

- Ministerpræsidentens reaktion var helt i den amerikanske præsident Donald Trumps ånd, lød kritikken fra Arndt Ginzel, journalisten, hvis kameramand pådrog sig bøllehattens vrede.

Spiegels Valerie Höhne har en ganske enkel forklaring. Ministerpræsident Michael Kretschmer er bange.

Ved forbundsdagsvalget sidste år blev det højrepopulistiske parti AfD nemlig det største i Sachsen. Delstaten med Dresden som hovedstad har ellers i snart tre årtier været en højborg for Angela Merkels CDU.

Nederlaget tvang den daværende ministerpræsident til at gå af, og ind kom regeringschefen Michael Kretschmer. Han er manden, der skal forsøge at hente de mange tabte stemmer tilbage. Og gerne snart.

Afgørende år for partiet

2019 kan blive et skæbneår for CDU. Der skal nemlig være valg til delstatsparlamenterne ikke bare i Sachsen, men også i Thüringen og i Brandenburg.

Ikke så sært, hvis ministerpræsident Kretschmer er nervøs, og det selv om han har ført en politik, som kritikere beskriver som et forsøg på fiske stemmer i det samme bassin som Pegida og AfD.

Det er en politik, hvor der bliver talt meget om hjemstavn, patriotisme, stolthed og nationalfølelse, og som åbenbart også indbefatter mere eller mindre skjulte angreb på medierne. Angreb, der som Valerie Höhne bemærker, ”ikke er med til at forsvare retsstaten, men derimod er med til at udhule den”.

Ikke de eneste eksempler

Alexander Schneider, reporter ved den lokale avis Sächsiche Zeitung kan i øvrigt fortælle, at episoder som den, tv-holdet fra ZDF oplevede forleden, ikke er noget særtilfælde.

- Desværre oplever man som journalist i Dresden igen og igen, at politibetjentene ikke har styr på situationen og ender med at gå de forkertes ærinde, skriver han på Facebook og beretter om flere ”fuldstændigt overdrevne og tvivlsomme” indgreb mod for eksempel demonstranter, der ønsker at protestere mod de jævnlige Pegida- og AfD-optog i byen.

Indbydelse fra politiet

Politiet i Dresden afviser, at man skal have forsøgt at hindre kameraholdet fra ZDF i at arbejde. På grund af en ”truende eskalation” havde man været nødt til at skride ind, lyder den officielle forklaring på episoden.

Kritikken af politiets indsats har dog tilsyneladende gjort indtryk. Politidirektøren i Dresden har nemlig indbudt journalisterne fra ZDF til en ”opklarende samtale”.

I øvrigt har adskillige mediejurister slået fast, at tv-holdet var i sin gode ret til at filme begivenhederne, idet der jo var tale om en offentlig begivenhed.

Hvad angår den kamerasky demonstrant med bøllehatten, så kan heller ikke han påberåbe sig nogen særlig beskyttelse, da han med sin opførsel gjorde sig selv til en del af begivenheden.