Advokat: Tidligere Trump-advokat har viden, der kan interessere Ruslandsefterforsker

Trump-lejren afviser, at præsidenten har forbindelse til sagen mod Michael Cohen.

Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen er villig til at tale med Robert Mueller, der stĂĄr i spidsen for den store Ruslandsundersøgelse, der skal klarlægge, om der var et samarbejde mellem Trumps præsidentkampagne og Rusland.

Det siger Michael Cohens advokat, Lanny Davis, ifølge flere amerikanske medier.

Michael Cohen fortalte tirsdag under ed ved retten i New York, at Donald Trump beordrede ham til at betale to kvinder for at tie om deres påståede affærer med den daværende præsidentkandidat under valgkampen i 2016.

Donald Trump siger onsdag aften i et interview med Fox News, at de penge, der blev betalt til de to kvinder, kom fra ham selv og ikke fra hans valgkampagne. Dermed var der heller ikke tale om et brud på reglerne om valgkampfinansiering, hævder Trump.

Vælter ikke læsset

Ifølge Jesper Zølck, som er TV 2-journalist og befinder sig i USA, er det ikke en sag, der kommer til at vælte læsset for Donald Trump.

Til gengæld kan Michael Cohens samarbejde med Robert Mueller kaste nogle nye afsløringer af sig.

- Ifølge advokaten Lanny Davis har Cohen masser at fortælle om Donald Trumps rolle blandt andet i forbindelse med, da der blev hacket mod det demokratiske parti.

- Det bliver interessant at se, hvad Michael Cohen - en mand der har været så tæt på Donald Trump i mere end et årti, som har siddet med nogle af Trumps inderste finansielle hemmeligheder - sidder med, og hvad han er villig til at give, siger Jesper Zølck.

Advokat: Cohen har viden, der kan have interesse

Lanny Davis siger i et interview med CNN, at det kunne være oplysninger om, hvorvidt Trump på forhånd vidste, at en af Demokraternes e-mailservere var blevet hacket under valgkampen i 2016.

- Cohen har viden, der kan være af interesse for den særlige efterforsker om, hvorvidt Donald Trump på forhånd kendte til hacking af e-mails, siger han.

Donald Trump har onsdag i vanlig stil kommenteret pĂĄ sagen pĂĄ det sociale medie Twitter. Her frarĂĄder han blandt andet, at man bruger Michael Cohen som advokat.

I et andet tweet tilføjer USA's præsident, at to af lovovertrædelserne, som relaterer sig til præsidentvalgkampagnen, slet ikke er lovovertrædelser.

Cohen er klar til at tale

Lanny Davis siger i et interview med MSNBC, at han ikke er bekendt med, at hans klient Michael Cohen er blevet kontaktet af Robert Mueller. Men han understregede, at hans klient er klar til at tale, hvis det sker.

- Fra nu af kommer I til at se en mere frigjort Michael Cohen fortælle sandheden til magthaverne, siger han.

Trumps nuværende advokat, den tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani, har afvist enhver sammenhæng med sagen mod Cohen og Trump.

- Der er ingen anklager om ulovligheder mod præsidenten i regeringens tiltaler mod hr. Cohen, lød det tidligere i en erklæring. 

Der er ikke sat nogen endelig dato på, hvornår Robert Muellers Ruslandsundersøgelse er færdig, og den endelige rapport kommer. Undersøgelsen har på nuværende tidspunkt været undervejs i 15 måneder.