Denne pige har taget klimasagen i egen hånd
Greta Thunberg mener ikke, at klimaforandringerne fylder nok i den svenske valgkamp frem mod valget til Rigsdagen den 9. september.
Hvad gør man, hvis man er 15 år gammel, går særdeles meget op i miljøet og føler, at de voksne bare slet ikke tager klimaforandringerne alvorligt?
Den svenske pige Greta Thunberg har taget sagen i egen hånd. Siden mandag morgen har hun strejket fra sin folkeskole og i stedet taget plads foran Rigsdagen, det svenske folketing i Stockholm.
Greta Thunberg mener ikke, at klimaet overhovedet fylder noget - eller i hvert fald ikke nok - i den igangværende valgkamp i vores broderland, og derfor har hun besluttet sig for at strejke fra sin skole frem til valgdagen i Sverige den 9. september
Den 15-årige pige sidder foran Rigsdagen med et skilt med ordlyden 'Skolestrejke for klimaet'.
- Det er bekymrende, at ingen ved, at vi er i en krise, og at ingen ved, hvad den krise indebærer, siger Greta Thunberg til TV 2 om baggrunden for strejken.
- Jeg må gøre, hvad jeg kan - det er mit moralske ansvar, slår hun fast.
Andre elever følger hendes eksempel
Greta Thunberg fortæller, at hun vil sidde foran Rigsdagen hver dag i skoletimerne frem til valget.
Med sig har hun skolebøger, så hun ikke kommer for meget bagud. Og foran sin strejkeplads har hun lagt en række faktaark om klimaet plus et budskab til de voksne og til politikerne.
- Vi børn gør oftest ikke, som I siger, vi skal gøre. Vi gør, som I gør. Og eftersom I voksne skider på min fremtid, så gør jeg det også.
Den 15-årige opfordrer politikerne i den svenske valgkamp til at sætte klimaspørgsmålet på dagsordenen. En opfordring, som indtil videre i hvert fald har smittet af på nogle af hendes jævnaldrende.
På dag to af strejken har otte andre skolelever sat sig foran Rigsdagen sammen med hende. Om de også har tænkt sig at strejke frem til 9. september, er uvist. Men for Greta Thunberg er planen klar.
- Jeg tror ikke, der er noget, der kan få mig til at tage hjem før tid. Det skulle kun lige være, hvis jeg blev syg eller noget i den stil, siger hun til TV 2.
Indvandring dominerer dagsordenen
Greta Thunberg har muligvis pointe, når det kommer til klimaet i valgkampen.
Frem til valget har den i lange tider været domineret af historier om indvandring, kriminalitet og velfærd.
Især fylder det meget, at det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne står til at få omkring hver femte stemme ved valget. Ved det seneste valg Sverige fik partiet 12,9 procent af stemmerne, men nu ser partiet med den kontroversielle Jimmie Åkesson i front til at gå endnu mere frem.
Åkesson står dermed reelt til at kunne ændre magtbalancen i det svenske folketing, hvor Sveriges statsminister, Stefan Löfven, og hans parti, Socialdemokraterne, går efter at genvinde posten.
I de seneste uger er der dog lidt, der tyder på, at den politiske debat i Sverige frem mod valgdagen ikke kommer til primært at handle om indvandring.
De mange skovbrande i landet sommeren over har nemlig betydet, at klima er blevet et vigtigt tema for vælgerne.
En ny meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Ipsos for avisen Dagens Nyheter viser, at klimaforandringer langsomt bevæger sig op på siden af emner som skolesystemet, hospitaler, indvandring og kriminalitet.