Udland

Pris på én rulle toiletpapir: En stak pengesedler, der er dobbelt så høj

En rulle toiletpapir kostede omkring 2,6 millioner bolivarer den 16. august. Carlos Garcia Rawlins / Ritzau Scanpix

Inflationen i Venezuela er på vej mod én million procent. Her kan du se, hvor mange penge folk skal have med for at købe almindelige fornødenheder.

Den ekstreme inflation i Venezuela har gjort landets valuta - bolivaren - så godt som værdiløs.

Derfor har landets præsident Nicolas Maduro indført en ny valuta, hvor der er skåret fem nuller af værdien på landets pengesedler, det skriver AP.

Præsidenten vil også hæve mindstelønnen og sætte benzinpriserne op for at få inflationen under kontrol.

Økonomerne hos den internationale valutafond, IMF,  frygter, at inflationen i Venezuela er på vej mod én million procent senere på året, og der er frygt for, at præsident Maduros plan ikke gør nogen forskel.

- Bolivarens nye værdisættelse er som at komme under kniven hos en af de berømte plastikkirurger i Caracas, skriver økonom Steve Hanke på Forbes.com.

- Udseendet ændrer sig, men i virkeligheden er der intet nyt. Det er, hvad der sker med bolivaren: En ansigtsløftning, fortsætter han.

Én ting har dog ændret sig i forbindelse med den nye valuta - borgerne i Venezuela skal i fremtiden have lidt færre sedler op af tasken, når de køber ind, end de skulle for få dage siden.

En meget dyr kylling

Herunder kan du se, hvor mange penge der skulle til at købe dagligdags fornødenheder den 16. august i år - altså fire dage før den nye valuta blev indført.

De gamle pengesedler er stadig i cirkulation - og på grund af inflationen, skal borgerne have endnu flere af de gamle sedler med, når de køber ind i dag.

På billedet herunder ses en kylling til en værdi af 14.600.000 "gamle" bolivarer - det er cirka 15 kroner.

I løbet af weekenden steg prisen til 23.000.000 bolivarer.

Kyllingen vejer 2,4 kilo - vægten af pengesedlerne er ikke oplyst.
Et kilo kød til 9.500.000 bolivarer.
En bøtte med 500 gram margarine koster 3.000.000 bolivarer - eller cirka tre danske kroner.
 Et kilo gulerødder til 3.000.000 bolivarer - cirka tre kroner.
Et kilo tomater til 5.000.000 bolivarer.
 Et kilo ost til 7.500.000 bolivarer - eller 7,5 danske kroner.
Et kilo majsmel til 2.500.000 bolivarer, eller 2,5 danske kroner.
Et kilo pasta til 2.500.000 bolivarer - eller 2,5 danske kroner.
En pakke bind til 3.500.000 bolivarer.