Udland

Bus fra Danmark væltet på tysk motorvej - danskere behandlet for chok

Bussen kom ifølge politiet uden nogen åbenbar grund væk fra vejen og kørte i en grøft.

En passagerbus fra selskabet Flixbus er forulykket i Tyskland syd for Rostock på Autobahn A19.

Det bekræfter Flixbus i Danmark over for TV 2.

Der er ingen meldinger om dødsfald, men ifølge tysk politi er 14 personer blevet såret.

Én dansker indlagt

Tidligere på dagen forlød det ifølge de tyske myndigheder, at der ikke var meldinger om tilskadekomne danskere i dagens busulykke i Tyskland.

Ifølge tysk politi var fire danskere om bord på den forulykkede bus, men fredag kort efter klokken 18 oplyser tysk politi, at der var tre danskere på den forulykkede bus, og at én af dem er blandt de tilskadekomne.

En kvindelig dansk statsborger blev indlagt og behandlet for chok efter ulykken. Hun er kort efter klokken 20 udskrevet.

En anden af de to danskere har tidligere på dagen fået behandling for lettere chok. Det skriver Udenrigsministeriets Borgerservice i en mail til Ritzau.

Fem af de i alt 14 sårede personer er tyske statsborgere.

Én person var fastklemt og måtte skæres fri. Politiet i Rostock oplyser, at fire redningshelikoptere assisterede ved ulykken.

En dansk turist ombord på bussen fortæller om ulykken. Video: Malene Sørensen

På vej til Berlin

Bussen kom fra Stockholm via København og var på vej mod Berlin.

- FlixBus er kede af at måtte oplyse, at en langdistancebus, som kørte for FlixBus, har været involveret i et uheld. Ulykken skete i dag klokken 06.18 ved Malchow i Tyskland på bussens rute fra Stockholm via København til Berlin. Ifølge vores nuværende informationer var der 61 passagerer og to chauffører ombord på vores samarbejdspartners bus.

Fredag aften har tysk politi opgjort det samlede antal af passagerer og chauffører til 65 personer.

- De tilskadekomne er blevet bragt til lokale hospitaler. FlixBus har fortsat tæt kontakt med alle relevante myndigheder og den involverede lokale buspartner, skriver Flixbus i en mail til TV 2 fredag eftermiddag.

Tysk politi giver status fra busulykken Video: Malene Sørensen

23 nationaliteter om bord

Ifølge det tyske politi var der 23 nationaliteter om bord. Blandt dem en tjekkisk chauffør, som efter ulykken er blevet alkoholtestet. Hans promille var ifølge det tyske politi 0,0.

Der var ikke andre køretøjer involveret i ulykken.

Tysk politi oplyser, at ulykken skete, da bussens tjekkiske chauffør af endnu ukendte grunde trak for langt ud til højre og kørte i grøften.

Ifølge Welt er den tyske motorvej mod Berlin afspærret på grund af ulykken. 

I juni var to andre busser fra selskabet FlixBus involveret i en ulykke på Køge Bugt-motorvejen ved Solrød.