Udland

Ung mand mistænkt for bilbrande i Sverige er anholdt i Tyrkiet

Op mod 100 tilfælde af afbrændinger og vandaliseringer af biler har plaget det sydlige Sverige.

En ung mand, som tirsdag blev begæret anholdt i forbindelse med de omfattende bilbrande i Vestsverige, er tilbageholdt ved grænsen til Tyrkiet. 

Han er født i 1999 og vil formentlig senere onsdag blive fløjet tilbage til Sverige, oplyser politiet til Göteborg-Posten. Op mod 100 biler udbrændte i Göteborg og flere byer langs det sydvestlige Sverige mandag aften. 

Stoppet på grænsen til Tyrkiet

Den mistænkte rejste tirsdag til Tyrkiet. Her blev han stoppet ved grænsen. 

- Vi fik fandt ud af, at den her person havde begivet sig til Tyrkiet, og vi udfærdigede så en "no entry" til grænsepolitiet, som det lykkedes at pågribe personen på stedet. 

- Det er forhåbningen, at han vil vende tilbage i løbet af dagen, og så skal svensk politi tage hånd om ham, siger Dan Windt, der er politichef i Göteborgs politidistrikt Syd. 

Tirsdag blev en 16-årig og en 21-årig anholdt i Frölunda syd for Göteborg og sigtet for at have deltaget i bilbrandene. Politiet tror, at der var tale om en aktion, der var koordineret på de sociale medier.

Svensk statsminister vil sætte hårdt ind

Stefan Löfven undrer sig over, hvad der ligger bag brandene.

- Det ser ud som om, det er meget koordineret, som en militær operation, mener han.

Stefan Löfven uddyber over for TV 4, at handlingerne mandag ”ødelægger hele området for naboerne, for børn, der måske skal i børnehaveklasse om morgenen og ser udbrændte biler”.

- Her må samfundet være benhårdt. Der går flere ressourcer til det i stedet for til boligområdet (…) Det her er helt uacceptabelt, siger den svenske statsminister.