Udland

41 er døde i det seneste ebolaudbrud i DR Congo

WHO frygter, at ebola vil sprede sig frit i DR Congo.

Det seneste ebolaudbrud i DR Congo har taget livet fra mere end 40 personer.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

I alt 41 personer er bekræftet døde på grund af ebola, siden det nuværende ebolaudbrud begyndte 1. august i den nordlige Kivu-provins.

De voldsomme konflikter, der hærger i provinsen, hæmmer behandlingen og nedkæmpelsen af sygdommen.

Det fortæller WHO's chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus, til en gruppe journalister i Genève i Schweiz.

Opfordrer til våbenhvile

Konflikterne "bidrager til at skabe et miljø, hvor ebola kan spredes frit", advarer WHO-chefen og opfordrer til en våbenhvile i området.

Han har netop besøgt byerne Beni og Mangina, der grænser op mod Uganda og Rwanda, hvor ebolaudbruddet er værst. Og han var i forvejen bekymret, da han rejste dertil, oplyser han.

- Men jeg er faktisk endnu mere bekymret nu, siger han efter besøget i det virusplagede land.

Udbruddet i Kivu-regionen begyndte, blot en uge efter at et WHO og landets regering havde slået et andet udbrud ned i den nordvestlige provins Equateur, hvor 33 mistede livet.

Dette udbrud er det tiende i DR Congo, siden virusset blev opdaget i 1976 nær floden Ebola, som har givet navn til virusset.