Kendte og ukendte danskere i fælles front mod amerikansk tv-vært

Nogen ruller med øjnene, andre laver sjov, men de fleste er enige om, at amerikanske Trish Regan er helt galt på den.

- Der er noget råddent i Danmark, siger tv-værten Trish Regan, men det er vi altså en del danskere, der ikke er enige i.

I et stort indslag på finanskanalen Fox Business har hun blandt andet sammenlignet Danmark med Venezuela i sit program 'Trish Regan Intel'.

Danskerne vil hverken arbejde eller færdiggøre deres studier, mener hun. Den holdning deler danskerne selv ikke.

Her på TV 2 prøver tv-vært Janni Pedersen at få Trish Regan i tale:

- Hej Trish Regan. Jeg vil gerne udfordre dig på dine udtalelser om Danmark. Vær sød at kontakte mig, skriver hun.

Også DR's nyhedsvært Klaus Bundgård er gået til tasterne:

- Måske du skulle prøve at besøge Danmark på et tidspunkt... Og er din manglende viden generelt på så absurd et niveau? spørger han og hashtagger sit tweet med ordet "research".

Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, finder indslaget fra Fox Business morsomt, da han på Twitter bliver spurgt ind til, hvad han mener om det hele.

- Jeg har aldrig været enig i noget, som Trish Regan eller stort set nogen som helst andre fra Fox News har sagt, nogensinde, svarer han og tilføjer:

- Men enhver sætning, der begynder med "Danmark, ligesom i Venezuela...", er i særdeleshed komisk.

Laver sjov med værten

Og nu vi er ved vittighederne, så laver sangerinden Pernille Rosendahl også sjov med den amerikanske tv-vært:

- Kære Trish Regan. Vil du være sød at sende links til alle de cupcake-bagerier, som du nævner. Jeg har svært ved at finde dem, og jeg freakin' bor her, i København (Danmarks hovedstad), skriver hun med henvisning til, at Trish Regan i sit indslag citerer en kilde for at sige, at alle unge danskere, der bliver færdige med deres studier, vil åbne cupcake-bagerier.

Satireprofilen 'Den megakorte avis' kan heller ikke afholde sig fra at lave sjov med den amerikanske tv-værts uvidenhed:

- Kære Trish Regan. Dette er Modstandsbevægelsen i Danmark på en lukket kanal. Tak for at fokusere på de grufulde rædsler udført af det kommunistiske kongerige i Danmark. På grund af vores undertrykkende regime er vi kun nummer fire på listen over verdens lykkeligste lande. Send hjælp.

Også helt almindelige danskere prøver at forklare Trish Regan, at tingene altså ikke helt hænger sammen på den måde, som hun tror.

Kvinder deler hverdagshistorier

Flere kvinder har skrevet til værten med deres personlige beretninger om, hvorfor Danmark er et godt sted at bo.

Lægen Haifaa Awad skriver blandt andet:

- Har netop færdiggjort ni timers arbejde, hvor jeg blandt andet reddede en tre måneder gammel baby, og sådan betaler jeg tilbage til systemet, som gav mig min gratis uddannelse. Du har brug for et reality check, hvad angår Danmark.

Også Anja Saunte sætter fokus på, hvad danskerne får for deres hårdt betalte skattekroner:

- Jeg er laborant, der arbejder fuld tid. Min uddannelse var gratis, og det samme er mine sønners. For nylig fik jeg både taget røntgenbilleder og foretaget en MR-scanning, og regningen var et stort, rundt nul. Sikke et forfærdeligt land jeg lever i, skriver hun.

Julie Lykke Sørensen vil også gøre Trish Regan opmærksom på, hvordan Danmarks velfærdssystem sørger for danskernes børn, så forældrene kan gå på arbejde:

- Jeg arbejder fuld tid som it-projektmanager, mens mine tre børn går i skole og i børnehave (til en virkelig overkommelig pris). De gode pasningsmuligheder sikrer, at begge forældre i de fleste danske familier kan arbejde på fuld tid.

Vært og kommentator på Eurosport Jesper Simo vælger at fatte sig i korthed i sin kommentar, der er ligeså Shakespeare'sk som indledningen i Trish Regans eget indslag:

- Noget ER råddent. Men det er i hvert fald ikke i Danmark...