BLOG: Der er så meget, amerikanere og danskere ikke forstår…

16x9
. Foto: Stephanie Keith / Ritzau Scanpix

Mange danskere har lige sĂĄ falske forestillinger om USA, som Trish Regan har om Danmark.

Noget af det sjoveste ved at beskæftige sig med amerikansk politik og samfundsforhold er at gå i dybden med de kulturforskelle og falske forestillinger, der eksisterer på begge sider af Atlanten.

Den nuværende diskussion i kølvandet på Fox-værten Trish Regans unuancerede og fejlbehæftede monolog om tilstanden i Dannevang vækker mange minder hos mig.

Da jeg boede i USA i efteråret 2013, diskuterede jeg ofte forskellen mellem den amerikanske og danske samfundsmodel med amerikanere. Altså i det omfang, man overhovedet kan tale om én amerikansk samfundsmodel. De regionale og lokale forskelle samt det store element af selvstyring i de amerikanske delstater gør reelt forskellene for store til, at man meningsfyldt kan drage sammenligninger.

Bevares, vi er ikke lige så langt ude, som når Fox-værten Trish Regan sammenligner Danmark med Venezuela. Men vi er alligevel et sted, hvor det groft sagt svarer til, at man i Europa diskuterede ud fra en kunstig præmis om én europæisk samfundsmodel - de enorme forskelle landene imellem til trods - for derefter at sammenligne denne kunstige størrelse med et andet land.

Jeg ved godt, at jeg ikke bliver populær af at skrive det her, men det er heller ikke min opgave

Mirco Reimer-Elster

Enhver form for sammenligning mellem Danmark og USA ender derfor ofte med at omhandle USA's føderale niveau på den ene side og den danske samfundsmodel på den anden. En sådan sammenligning vil naturligvis altid være unuanceret.

Alligevel er der enkelte ting, der stĂĄr tilbage for mig, nĂĄr snakken faldt pĂĄ Danmark i USA.

For eksempel at mange amerikanere fejlagtigt tror, at Danmark er et socialistisk land. Eller at de færreste amerikanere, jeg har mødt, ved, at man i Danmark har en højere grad af økonomisk frihed og er et mere kapitalistisk land end USA. Eller at virksomhedsskatten i lang tid var lavere i Danmark end i USA. Grundlæggende var det slĂĄende, at mange af mine samtalepartnere ikke forstod, at den danske økonomi faktisk er meget ĂĄben, og at Danmark ifølge internationale undersøgelser er et bedre land at drive forretning i end USA.

Det bebrejder jeg ikke mine amerikanske samtalepartnere for. Medmindre man er meget nørdet, er der få grunde til, at en amerikaner burde tilegne sig en dybere viden om lige præcis landet med den lille havfrue. Det er nu engang sådan, landet ligger.

Et andet naturligt diskussionspunkt på et universitet var selvfølgelig forskelle i uddannelsessystemerne. Mange af mine amerikanske medstuderende havde meget svært ved at forstå, hvorfor den danske stat var villig til at finansiere min universitetsuddannelse og endda give mig økonomisk støtte i form af SU. I sidste ende var der jo tale om en investering i min personlige fremtid, der formodentlig ville stille mig bedre økonomisk fremover. Hvorfor skulle staten betale for det; det kunne jeg da lige så godt betale for selv i et eller andet omfang, lød det ofte undrende.

Omvendt mødte jeg selvfølgelig fĂĄ, der ikke gerne ville have de samme vilkĂĄr i USA. AltsĂĄ lige indtil de fik forklaret, hvordan danskerne finansierede selvsamme generøse uddannelsessystem, hvordan kassedamen er med til at finansiere bankdirektørens børns uddannelse og SU. SĂĄ snart man forklarede dem om det danske skattetryk og den store offentlige sektor, der muliggør disse angiveligt gratis goder, mødte jeg ikke mange amerikanere, heller ikke venstreorienterede, der gerne ville bytte uddannelsessystem med danskerne.

Det ville dog være forkert udelukkende at fokusere på de falske forestillinger, som mange amerikanere har om Danmark. For Trish Regan er langt fra et unikt amerikansk tilfælde. Hun findes i hobetal herhjemme – bare med omvendte fortegn.

Jeg ved godt, at jeg ikke bliver populær af at skrive det her, men det er heller ikke min opgave. For sandheden er - som jeg ser det - at mange danskere har en næsten lige så unuanceret tilgang til USA, som Trish Regan har til Danmark.

Noget af det mest slående, jeg har oplevet i undervisnings- og foredragssammenhæng om amerikanske samfundsforhold, er, hvor forudindtaget og skråsikre mange danskere udtaler sig om USA (ret uafhængigt af socioøkonomisk og uddannelsesmæssig baggrund i øvrigt).

Sjovt nok bliver selvsamme typer typisk ret fornærmet, hvis man går i deres fodspor og provokativt hælder hele deres land ned af bræt med henvisning til politiske forhold

Mirco Reimer-Elster

Måske skyldes det den massive dækning af supermagten i medierne. Måske skyldes det, at USA er en populær feriedestination for danskerne. Måske skyldes det danskernes storforbrug af amerikansk kultur. Hvad end det er, så har mange danskere, jeg har mødt, en idé om, at de ved en hulens masse om amerikanske samfundsforhold.

Det er desværre ikke mit indtryk.

Lige siden jeg kom til Danmark i 2009, har det slået mig, at der er et stort paradoks i danskernes forhold til USA. På den ene side er der den massive USA-dækning, der gør, at mange danskere ved mere om, hvad der foregår på det føderale niveau i USA, end mange amerikanere. På den anden side har den massive dækning og interesse tilsyneladende ikke resulteret i en mere nuanceret tilgang til Amerika og amerikanerne hos selvsamme mennesker.

For at nævne et eksempel, så holdt jeg på et tidspunkt et oplæg om den stigende amerikanisering i Europa. I løbet af foredraget spurgte jeg en ung gut på første række, hvad han godt kunne lide ved USA. Svaret var, at han ”egentlig ikke rigtigt kunne lide USA”. Den unge mand kunne tydeligvis ikke selv se det ironiske i udtalelsen samtidig med, at han sad i sine Converse-sko og havde en Coca Cola i den ene hånd og en MacBook i den anden. Da jeg spurgte ham, hvad hans yndlingsserie var, svarede han - uden at foretrække en mine – ”Friends” (”Venner” på dansk, red.). You can't make this stuff up, som amerikanerne siger.

Valget af Donald Trump har givet yderligere medfart til karikaturerne om USA og amerikanerne

Mirco Reimer-Elster

Dette eksempel er langt fra unik eller et rent dansk fænomen. Da jeg læste i England, oplevede jeg ofte lignende scener udspille sig, når snakken faldt på USA. Med årene er det for mig blevet tydeligt, at betegnelsen ”USA” ofte bliver et symbol for noget, som mange danskere ikke kan lide ved Amerika. Typisk relateret til de politiske forhold. De færreste formår her at adskille tingene og tale i mere præcise vendinger frem for at afskrive en hel nation. Sjovt nok bliver selvsamme typer typisk ret fornærmet, hvis man går i deres fodspor og provokativt hælder hele deres land ned af bræt med henvisning til politiske forhold. Deres evne til at se det ironiske i en sådan reaktion er desværre ofte ikke-eksisterende.

Som min gode ven og USA-kollega Mads Fuglede skrev i introduktionen til sin anmelderroste bog ”USA – den universelle nation” tilbage i 2008, så betyder USA's dominerende rolle i verden - både politisk, men også økonomisk og kulturelt -, at ”alle har en mening om USA og amerikanerne”. Som Mads skrev videre, så er det slående, hvor mange udsagn man møder om USA, der er ”komplet nonsens”.

Hvis jeg skal være ærligt, må jeg indrømme, at jeg ligeledes har været overrasket - for at udtrykke det mildt - over, hvad man kan slippe af sted med af udsagn om USA i Danmark. Udsagn der, igen i Mads' velformulerede ord, ”vidner om en massiv underliggende kulturel racisme”.

Mads Fugledes betragtninger er desværre ikke blevet mindre relevante her ti år senere. Valget af Donald Trump har givet yderligere medfart til karikaturerne om USA og amerikanerne. Det er mit indtryk, at Donald Trump for mange danskere er indbegrebet og bekræftelsen af deres længerevarende fordomme om USA og amerikanerne. Disse fordomme får nu frit spil med forretningsmanden i Det Hvide Hus. Som minimum har valget af Trump i hvert fald givet anledning til en ofte endnu mere karikeret fremstilling af USA hos både mennesker og medier.

Lad mig give et sidste eksempel. Da jeg underviste et fag om amerikansk historie på Syddansk Universitet under det seneste amerikanske præsidentvalg, var der en studerende, der postulerede, at Bernie Sanders aldrig ville kunne komme i nærheden af præsidentembedet. Ikke fordi Sanders var outsideren og aldrig havde været en del af Det Demokratiske Parti. Men fordi Sanders angiveligt var alt for fornuftigt til, at et flertal af amerikanere ville stemme på ham. Og hvis de dumme amerikanere alligevel skulle se lyset, ville magtfulde og skumle – men selvfølgelig unavngivne – personer i den amerikanske finansverden og de amerikanske efterretningstjenester selvfølgelig myrde Sanders, så snart han kom for tæt på verdens mest magtfulde embede.

Jeg var målløs over kommentaren og afsenderens konspiratoriske tendenser, men da jeg have glemt min sølvpapirshat på kontoret, valgte jeg bare at svare, at jeg ikke ville skrive den slags i en eksamensopgave, hvis jeg var vedkommende.

For at gøre en lang historie kort, så burde vi herhjemme være mere varsomme, når vi udskammer Trish Regans for sit fejlbehæftede propagandaindslag. For den ubekvemme sandhed er, at mange danskere har næsten lige så falske forestillinger om USA, som Trish Reagan har om Danmark.