Amerikansk tv-vært i angreb: - Der er noget råddent i Danmark

Den amerikanske tv-erhvervskanal Fox Business sammenligner Danmark med Venezuela i indslag, der er set en million gange på et døgn.

Danmark er igen kommet i søgelyset i USA.

Det sker, efter at tv-værten Trish Reagen i et indslag i sit program ’Trish Reagan Intel’ på Fox News Business har sammenlignet Danmark med Venezuela.

Fox Business er ifølge Ritzau USA's mest sete erhvervskanal.

Som Shakespeare sagde: ’Der er noget råddent i Danmark’

Trish Reagan

Indslaget, der er set omkring en million gange på Facebook på under et døgn, starter med dækbilleder af optøjer i Venezuela. Trish Reagan forklarer, hvordan det socialistiske land er i forfald.

- Det er en forfærdelig situation. Ingen mad, intet sundhedssystem, ingen job. Meget vold, mange plyndringer, meget korruption.

Men demokraterne i USA taler ikke om Venezuela, når de taler om socialisme som et forbillede - de taler om Danmark, forklarer tv-værten.

- Som Shakespeare sagde: "Der er noget råddent i Danmark", siger Trish Reagan i indslaget.

Derefter går tv-værten til angreb på blandt andet den danske skatteprocent og antallet af arbejdende danskere. Hun forklarer, at topskatten i 2015 var på 56 procent, og konkluderer, at det betyder, at alle reelt arbejder for staten.

- Ingen vil arbejde. De er i stor gæld, men ifølge tal fra 2013 er det kun i 3 ud af 98 kommuner, at mere end 50 procent af befolkningen arbejder, siger hun.

Ifølge Danmarks Statistik var beskæftigelsesprocenten i 2013 på lige under 67 procent for danskere mellem 16 og 64 år. 

Ingen bliver tilskyndet til at gøre noget som helst, for det bliver ikke belønnet

Trish Reagan

Derefter går Trish Reagan videre til at kritisere det danske uddannelsessystem.

- Skolegang er gratis, det er gratis at gå på universitetet. Det er dejligt (...) Men ved I, hvad der så sker? Der er ingen, der gør deres uddannelse færdig, de bliver på studierne længere og længere. Det, der burde tage fem år, tager seks år eller mere – fordi det er realiteterne bag socialismen.

Herefter citerer hun en unavngiven kilde for at sige, at alle unge danskere, der bliver færdige med deres studier, vil åbne cupcake-caféer.

- Med andre ord; ingen bliver tilskyndet til at gøre noget som helst, for det bliver ikke belønnet, siger Trish Reagan.

Til sidst i indslaget konkluderer tv-værten, at regeringerne i både Danmark og Venezuela hæmmer deres befolkninger.

- Danmark har, ligesom Venezuela, frataget folket deres muligheder. Er det den retning, vil vi gå i? spørger Trish Reagan.

’Mærkelig’ præmis

Men man kan ikke direkte sammenligne Danmark med Venezuela, forklarer Christian Albrekt Larsen, der er professor ved Aalborg Universitet og beskæftiger sig med komparative velfærdsstudier.

- Selve præmissen med at sammenligne de to lande er mærkelig, i forhold til hvad socialisme er. Det danske styre kalder vi socialdemokratisme, og Venezuela er socialistisk.

Han påpeger, at de konkrete forhold i Danmark og Venezuela er meget forskellige.

- Vi har jo job, sundhedssektor og fødevarer. De sydamerikanske lande er traditionelt kendt for korruption, og her ligger Danmark i den helt anden ende. Mens de er på vej mod en million procents inflation, er Danmark et af de mest inflationssikrede lande i verden, siger Christian Albrekt Larsen.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, bliver beskyldt for at lade befolkningen sulte.
Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, bliver beskyldt for at lade befolkningen sulte. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Han påpeger, at opgørelsen af beskatning er en "betændt" ting. Der er flere ting som sundhedsforsikringer, som borgerne tilkøber i USA, der er dækket af skatteindbetalingen i Danmark. Derfor er der stor debat om, hvad man skal regne med, forklarer Christian Albrekt Larsen.

At både Danmark og Venezuela fratager deres borgere muligheder eller incitamenter, er også til debat, mener professoren.

- Hvis det er muligheden for at blive blandt de øverste procent af de rigeste i verden, er Danmark måske ikke det bedste sted i verden, men i forhold til uddannelse, at have en velfungerende familie og at undgå fattigdom, så er Danmark et godt sted at være.

Fox News er en amerikansk tv-station, der ofte kritiserer de demokratiske politikere og liberale vælgere i USA. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har flere gange rost tv-stationen. Kanalen bliver som regel undtaget, når Trump deler røfler ud på de sociale medier.

Den ros fik sidste år mediet New York Times til at kalde ’Fox and Friends’, der er et morgenshow hos Fox News, for det mest magtfulde tv-show i hele USA.