Udland

Børnefamilier og bikere krævede stop for indvandring på Sverigedemokraternas sommertræf

Sveriges pendant til Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterna, står til et rekordvalg ved det kommende parlamentsvalg.

Det var med højt humør, kolde øl og børnelatter, at Sveriges fremadstormende, indvandrerkritiske parti, Sverigedemokraterna (SD), lørdag holdt sin årlige ’Sommerfestivalan’ i en slotshave langs den sydsvenske skærgård ved byen Sölvesborg.

I takt med partiets stigende popularitet er festivalen i løbet af årene blevet større, og partiet anslår selv, at flere tusinde mennesker mødte op ved dette års udgave. Særligt formanden Jimmie Åkessons tale var et trækplaster. 

Partilederen beskrev sig selv som "elefanten i rummet" og kastede herefter lamme-bamser ud til publikum. 

- Jeg kan leve med at være elefanten i rummet.

- Hvad den her høj af bamser symboliserer, ved jeg ikke. Det må I selv finde ud af, lød det videre, mens bamserne blev kastet rundt til stor jubel for de fremmødte. 

- Det skaber parallelsamfund og kriminalitet

Den 9. september er der valg i Sverige, og Sverigedemokraterna står ifølge meningsmålinger til at få mere end 20 procent af stemmerne og dermed muligvis nok til at blive det største parti i den svenske Riksdagen. Dette vel at mærke et parti, som stort set ingen af de svenske partier hidtil har ønsket at samarbejde med.

Men mange svenskere har øjensynligt fået nok af de gamle partier – en stigende utilfredshed med den hidtil førte udlændingepolitik ser ud til at være nøglen til succes for Sverigedemokraterna.

Richard Flavio Lion er en af dem, der har fået nok. Han har hidtil stemt på det venstreorienterede parti Vänsterpartiet af miljømæssige årsager, men indvandringen i løbet af de seneste 10 år har fået ham på andre tanker.

- Jeg har været lidt i tvivl, men jeg tror, jeg stemmer på Sverigedemokraterna denne gang. Vi er nødt til at få et totalt stop for indvandring.

Richard Flavio Lion fortæller, at han tidligere ikke var så bekymret for indvandringen i Sverige, men at den har taget overhånd. Det handler ikke nødvendigvis om, at mange indvandrere er muslimer, men at for få kommer i job, mener han.

- Det skaber parallelsamfund og kriminalitet. Det koster Sverige rigtig mange penge, siger han.

Bikere støtter Åkesson

Blandt legende børn i hoppeborge og madboder pyntet med Sverigedemokraternas blågule blomsterlogo, sad en større gruppe tatoverede og læderklædte MC’ere. De fleste af dem kørte til festivalen under navnet ’SD Bikers’ og på mange af deres motorcykler blafrede det svenske flag.

- Det er en skøn dag. Der er mange, der kører med. Vi er omkring 70 motorcyklister, der stiller op for Sveriges fremtid, siger biker Tony Alsterberg. 

Han var da heller ikke i tvivl om, hvad der var dagens helt store højdepunkt: 

- Det er Åkesson. Absolut. 

Kritisk overfor partiets abortpolitik

Blandt de mange svenske og udenlandske pressefolk, loyale partistøtter og nysgerrige tvivlere, kunne man dog også finde et par kritiske røster.

To politiske grupper ’Inte rasist’ men…’ (Ikke racist, men…) og ’Skiftet’ havde taget stilling ved festivalens indgang for at udfordre Sverigedemokraternas politik – ikke på indvandring, men lidt overraskende på abortområdet.

- Det er ikke alle partiets vælgere, der ved, at Sverigedemokraterna ønsker at forkorte den periode, hvor gravide kvinder kan få abort – fra 18 uger til 12 uger, siger talsperson og jurist for grupperne, Misja de Rond.

Hensigten var ifølge Misja de Rond at lave små videoklip, hvor Sverigedemokraternas vælgere blev konfronteret med partiets abortpolitik, som ifølge talspersonen ikke er særlig kendt.

- Folk reagerer meget forskelligt. Men en del siger, at hvis det er partiets holdning til abort, så har partiet jo nok ret. Vi håber, at videoerne får nogen til at genoverveje at stemme på Sverigedemokraterna, siger Misja de Rond.

- De andre politikere bliver nødt til at lytte nu

Anders og Jane Olin har igennem flere år været aktive i lokalpolitik for Sverigedemokraterne. Som byrådsmedlem i Malmø oplever førstnævnte store problemer med indvandringen, fortæller han.

- Situationen er katastrofal. Flere bydele i Malmø er forandrede, og der er nu steder, hvor jeg ikke tør gå ud om aftenen. Borgerne er blevet utrygge, og det kan få særligt børnefamilier til at flytte fra byen, siger Anders Olin og henviser blandt andet til de mange voldsomme skyderier, der den seneste tid har plaget den sydsvenske by.

Inden partiformanden Jimmie Åkessons tale var Dansk Folkepartis Mikkel Dencker inviteret på scenen. Han fortalte, at Dansk Folkeparti var glade for at se den store succes, Sverigedemokraterna har fået, og at succesen nu skulle bruges på at få stoppet indvandringen.

- I skal erobre jeres land tilbage, sagde han til store klapsalver fra de tilhørende.

En retorik, der var lidt i overkanten for Anders og Jane Olin.

- Det er lidt drastisk. Der findes jo mange indvandrere, der bidrager til Sverige. Men vi skal kunne tale om tingene og problemerne, som indvandringen skaber, for vi er nødt til at gøre noget. Det er sådan set ikke indvandrernes skyld – men politikernes.

- De andre politikere er nødt til at lytte til Sverigedemokraterne nu, siger Anders Olin.