KOMMENTAR: Trumps nye sanktioner er helt efter bogen
Kritikken de kommende dage vil nok fokusere på processen frem for politikken.
I det første halvandet år med Donald Trump i Det Hvide Hus har præsidentens forhold til Rusland nok været den nyhedshistorie, der har fyldt allermest i mediedækningen. I går blev der skrevet endnu et kapitel i sagaen. Hvordan dette kapitel vil blive bedømt i USA, afhænger i høj grad af ens partipolitiske præferencer.
På overfladen er historien om nye amerikanske sanktioner mod Rusland som straf for nervegasangrebet mod to russiske statsborgere i England ikke særlig opsigtsvækkende.
Trump-administrationen havde allerede i kølvandet på attentatet i Salisbury den 4. marts tilkendegivet, at man bakkede op om briternes konklusion, at Rusland stod bag angrebet på den tidligere efterretningsagent Sergej Skripal og hans datter.
Kort tid efter underskrev præsident Trump sammen med lederne for Storbritannien, Tyskland og Frankrig også en fælleserklæring, hvori man igen anklagede Rusland for at stå bag angrebet. Ligeledes deltog amerikanerne i en koordineret transatlantisk straffeaktion ved at udvise 60 russiske diplomater og lukke det russiske konsulat i Seattle med henvisning til attentatet i Salisbury.
Man burde med andre ord ikke være i tvivl om, at Trump-administrationen bakker den britiske udlægning op.
Det er her, at sagen bliver teknisk.
Skal sanktionere gerningslandet
For mens Trump-administrationen efter angrebet i marts tilkendegav, at man var enig med Storbritannien, meldte man aldrig uafhængigt, formelt og officielt ud, at den amerikanske regering mener, at Rusland står bag nervegasangrebet.
Det gjorde det amerikanske udenrigsministerium først i denne uge – og med det følger der nogle lavpraktiske politiske konsekvenser for, hvordan angrebet skal besvares politisk.
Med udenrigsministeriets udmelding skal præsident Trump ifølge amerikanske lovgivning (”The Chemical and Biological Weapons Control and Warfare Elimination Act” fra 1991) sanktionere gerningslandet for brugen af nervegassen. Det er denne proces, der blev indledt i går.
Fremgangsmåden er som sådan ikke ny. Både i Syrien, efter et giftgasangreb i 2013, og i Nordkorea i 2017, efter Kim Jong-uns halvbror var blevet dræbt med nervegift i en lufthavn i Malaysia, indførte man fra amerikansk side sanktioner mod henholdsvis regimerne i Damaskus og Pyongyang.
Lovgivningen foreskriver, at præsidenten kan lade strafsanktionerne frafalde, hvis han vurderer, at dette er i USA's nationale interesse. I den pågældende situation er det dog svært at forestille sig, at det skulle blive aktuelt. Man kan prøve at forestille sig det ramaskrig, der ville lyde, hvis præsident Trump ikke valgte at sanktionere Putins regime nu.
Trumps kritikere vil derfor nok kaste sig over processen frem for politikken.
Ikke unik langsommelighed
Allerede i kølvandet på attentatet i begyndelsen af marts påpegede amerikanske politikere i Kongressen, at administrationen burde skride til handling og sanktionere Rusland. Republikaneren Edward Royce, der er formand for den udenrigspolitiske komite i Repræsentanternes Hus, fremhævede, at amerikansk lovgivning foreskrev, at præsidenten skulle sanktionere Rusland for brugen af nervegassen, hvis det var administrationens officielle konklusion, at russerne stod bag.
Men som nævnt gik der altså knap fem måneder, inden Trump-administrationen officielt tog stilling. Kritikere vil sige, at det er fordi, at Trump helst ikke vil sanktionere Putins Rusland, fordi den russiske præsident har noget på ham.
Hvorvidt det forholder sig sådan, er fortsat svært at sige. Det må tiden vise.
I den konkrete sag er det vigtigere at pointere, at tidligere administrationer heller ikke var hurtige til at komme med en officiel udmelding, der kaldte på handling. Trump-administrationens langsommelighed var med andre ord ikke unik. Den fremprovokerer bare mere hovedrysten og mistænksomhed end hos de fleste forgængere.