USA: Rusland stod bag kemisk angreb - indfører nu nye sanktioner
Rusland er tidligere blevet beskyldt for at stå bag angrebet, men har hidtil nægtet alle anklager.
USA fastslår, at det var Rusland, der stod bag nervegasangrebet på den russiske eks-spion Sergej Skripal den 4. marts i Storbritannien.
Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt nyhedsbureauet AP.
Meldingen kommer fra det amerikanske udenrigsministerium, der samtidig skriver, at USA vil pålægge Rusland sanktioner som følge af sagen.
Det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde, Heather Nauert, siger i en udtalelse, at sanktionerne mod Rusland vil træde i kraft den 22. august, hvis de bliver godkendt i kongressen.
USA har fastslået, at "Ruslands regering har brugt kemiske og biologiske våben i strid med folkeretten, eller har brugt dødelige kemiske eller biologiske våben mod sine egne statsborgere", siger hun.
- Markant optrapning
TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, kalder den nye udvikling opsigtsvækkende:
- Det er opsigtsvækkende, at USA nu så kontant melder ud, at det er deres konklusion, at Rusland stod bag, og at de tager konsekvensen af det. En konsekvens, der kommer til at gøre ondt på Rusland.
- Sanktionerne vil falde i flere omgange. I første omgang vil de eksempelvis ramme eksport af elektronik til Rusland. Og hvis Rusland stadig ikke dels vil erkende, at de stod bag angrebet, og dels vil love, at de stopper med at bruge kemiske og biologiske våben, så kan det komme til at betyde, at USA dropper al handel med Rusland, siger Jesper Steinmetz.
Han fortæller, at det også kan betyde, at russiske fly ikke længere kan lande i USA.
- Det er en meget markant optrapning fra amerikansk side.
Indlagt i flere uger
Den 4. marts blev Sergej Skripal og hans datter Julia fundet bevidstløse på en bænk i Salisbury i det sydlige England.
De var ifølge britiske efterforskere blevet forgiftet med den russiske nervegift Novichok.
I flere uger var de begge indlagt med alvorlige symptomer, og det var uvist, om de ville overleve. De er begge siden blevet udskrevet fra hospitalet.
Rusland er tidligere blevet beskyldt for at stå bag angrebet, men har hidtil nægtet alle anklager.
Udviste diplomater
Den britiske premierminister, Theresa May, var hurtigt ude og anklage Rusland for at stå bag angrebet. Som reaktion besluttede hun at udvise 23 russiske diplomater. Rusland fulgte hurtigt trop og udviste det samme antal britiske diplomater fra Rusland.
USA, Canada og en lang række EU-lande, heriblandt Danmark, fulgte Storbritanniens eksempel og udviste russiske diplomater. Igen kvitterede Rusland med at udvise et tilsvarende antal diplomater fra de pågældende lande.
Sergej Skripal har boet i England siden 2010, hvor han indgik i en større udveksling af spioner mellem USA og Rusland.