Udland

Ryanairs piloter i Tyskland går i strejke

Arkivfoto. Scanpix / Scanpix

Flyselskabet Ryanairs piloter har varslet strejker i fire EU-lande, og der kommer mange aflysninger fredag.

Ryanairs piloter i Tyskland har varslet en 24-timers strejke fredag, og det kommer oven i andre strejkevarsler fra selskabets piloter i Irland, Sverige og Belgien.

Det irske lavprisselskab Ryanair lovede sidste år, at det ville anerkende fagforeninger som modpart.

Men det er blevet ved snakken, for indtil nu er der ikke indgået en eneste overenskomst mellem ansatte og flyselskabet.

Strejken i Tyskland vil berøre alle Ryanairs afgange ud af landet.

De varslede strejker rundt om i Europa har tvunget Ryanair til at aflyse seks procent af de planlagte 2400 flyvninger fredag.