Udland

Kæmpe eksplosion ved italiensk storby - tre døde og mange såret

En nærliggende bro er kollapset efter eksplosionen, oplyser det italienske politi.

Tre mennesker har mistet livet, og 67 er blevet såret, efter en tankvogn mandag eftermiddag eksploderede nær Bologna i Italien. 

Det fortæller italiensk politi ifølge nyhedsmediet CNN.

Tankvognen, der ifølge nyhedsmediet AP transporterede et brandfarligt materiale, kolliderede med en lastbil på motorvejen nær Bologna, da det af ukendte årsager ikke lykkedes chaufføren at bremse. Kort efter eksploderede vognens last og sendte flammer og sort os op mod den italienske himmel.

Chokbølge skyld i flere personskader

Den kraftige eksplosion fik en nærliggende bro til at kollapse, ligesom vinduer fra flere bygninger i nærheden blev sprængt itu. Til AP fortæller Giovanni Carella, som er koordinator for det lokale brandvæsen følgende om ulykken:

- Chokbølgen fra eksplosionen var ekstremt voldsom. Mange af de sårede skar sig på det flyvende glas, der var blevet knust.

Udover snitsår er flere af de sårede også blevet sendt til behandling for forbrændinger.

- Der var panik

En kvinde, der bor omtrent en kilometer fra ulykkesstedet, fortæller til den lokale tv-station Sky TG24, at hun og andre naboer var nødsaget til at forlade deres hjem på grund af røgen. 

- Jeg var i mit hus, da jeg fra vinduet hørte et kæmpe brag og skrig. Jeg så en enorm røgsky. Der var panik i nabolaget, fordi det ikke stod klart, hvad der var sket, fortæller Crisina Felicani.

Både brandbiler og ambulancer blev straks efter eksplosionen sendt til stedet, og efter tre timer var det lykkedes brandfolkene at få slukket branden. Mandag aften arbejder de dog stadig på at køle området ned.