Boris Johnson kritiserer det danske burkaforbud

16x9
Boris Johnson kritiserer burka-forbuddet, som trådte i kraft i Danmark 1. august 2018. Foto: Simon Dawson / Ritzau Scanpix

Den tidligere udenrigsminister skriver i en kronik, at det overrasker ham, at tildækningsforbuddet blev indført i Danmark.

Den tidligere udenrigsminister i Storbritannien, Boris Johnson, kritiserer det danske tildækningsforbud i en kronik bragt i The Telegraph.

Overskriften i kronikken er: "De dejlige danskere er galt på den - et burkaforbud er ikke svaret".

Nyheden om det danske tildækningsforbud bredte sig til adskillige medier verden over, da det trådte i kraft den 1. august – og igen da den første person blev sigtet i forbindelse med forbuddet den 3. august.

Boris Johnson, der repræsenterer Det Konservative Parti, udtrykker i kronikken, at han ikke har meget til overs for burkaen, som han kalder ”undertrykkende”. Derudover sætter han spørgsmålstegn ved, hvorfor kvinderne har lyst til at ”gå rundt og ligne postkasser”.

Mener ikke, at myndighederne skal blande sig

Selvom Boris Johnson kalder burkaer og niqabber for undertrykkende, mener han ikke, at det er myndighedernes opgave at blande sig i, hvordan kvinder går klædt på offentlige steder.

- Ja, burkaen er undertrykkende og latterlig. Men det er ikke nogen grund til at forbyde den, skriver Boris Johnson.

Overrasket over forbud

Boris Johnson skriver videre i kronikken, at det overrasker ham, at forbuddet blev indført i Danmark. Et land, han ellers udtrykker stor begejstring for.

- Det er danskerne, der fortsat forsvarer sig imod EU-tyranni. De ryger stadig deres kræftfremkaldende tobak og spiser deres frankfurtere. De bruger stadig kronen i stedet for euroen. De nægter stadig at lade udlændinge købe sommerhuse i Jylland.

- Og ikke mindst så var det Danmarks heroiske befolkning, der på den storslåede dag i juni 1992 gav fingeren til eliten i Europa og stemte nej til Maastricht-traktaten, skriver han.

Langer ud efter sammenligning

David Lammy, der er medlem af det britiske parlament for Labour, langer ud efter Boris Johnsons sammenligning mellem burkaklædte kvinder og postkasser.

- Muslimske kvinder får hevet deres burkaer af af skurke i vores gader, og Boris Johnsons reaktion er at ydmyge dem med at sige, at de ligner postkasser.

Han anklager Boris Johnson for at bruge islamofobien til at sætte skub i sine ambitioner om at få stemmer til det næste valg, skriver Sky News.

Er sikker på, at det en dag vil være helt slut

Boris Johnson nævner i kronikken, at det i nogle situationer er nødvendigt at kunne se folks ansigter. 

- Hvad angår virksomheder, så bør de have lov til at indføre en dresscode for deres medarbejdere, som sikrer en god kommunikation med kunderne, skriver han.

Den tidligere udenrigsminister påpeger, at burkaen og niqabben ikke altid har været en del af islam.

- I Storbritannien i dag er der kun en meget lille minoritet af kvinder, der bærer disse besynderlige hovedbeklædninger. Jeg er sikker på, at det en dag vil være helt slut, skriver han.

Kvinde sigtet for overtrædelse af forbuddet

En 28-årig kvinde iført niqab blev som den første sigtet for at overtræde det danske tildækningsforbud den 3. august.

Kvinden kom op at toppes med en anden kvinde på en rulletrappe i Hørsholm Midtpunkt.

- Under slagsmålet ryger hendes niqab af, men da vi når frem, har hun taget den på igen, sagde vagtchef David Borchersen.

Den 28-årige kvinde vil få tilsendt en bøde på 1000 kroner for at overtræde tildækningsforbuddet. Hvis hun nægter at betale, vil sagen blive indbragt for domstolene.

Overtrædes loven igen, stiger bødens størrelse til 2000 kroner, derefter 5000 kroner og i senere tilfælde til 10.000 kroner.