Fire personer dræbt i flystyrt i Schweiz

Et mindre fly er styrtet ned og brudt i brand i en skov i Schweiz. En familie på fire er omkommet.

Fire mennesker har mistet livet, efter et mindre fly lørdag styrtede ned i et skovområde i det centrale Schweiz.

Myndighederne oplyser, at en familie på fire, to voksne og deres to børn, er blandt de omkomne.

Flyet var på vej til Frankrig, men styrtede ned kort før klokken 10 lørdag formiddag uden for byen Hergiswil, oplyser politiet i kantonen Nidwalden.

Myndighederne var nødt til at sende brandhelikoptere hen over skoven for at kaste vand ned og slukke den skovbrand, flystyrtet havde forårsaget, inden redningsmandskab kunne sendes til stedet.

- Inden redningsfolkene kunne komme til stedet, bredte en ild sig ud over skovområdet og måtte slukkes ved hjælp af helikopter, og derpå skulle der ryddes en sti frem til vraget, meddeler politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ingen meldinger om overlevende

Flyet udbrændte helt, og derfor var det oprindeligt ikke muligt for politiet at fastslå, hvor mange mennesker der var omkommet i ulykken, skriver nyhedsbureauet AP.

Lørdag eftermiddag var redningsaktionen stadig i gang, oplyser politiet til det schweiziske nyhedssite ARC Info.

Det er kun en uge siden, at et andet lille fly styrtede ned i Schweiz. Det skete i de schweiziske alper, hvor fire mennesker omkom. Blandt de dræbte var to danskere - en 59-årig kvinde og hendes 20-årige søn.

Omstændighederne omkring denne ulykke er endnu ikke fastslået.