Udland

Ebola i udbrud spreder sig

Fire personer er blevet testet positive for ebola, bekræfter WHO.

Ni dage efter at ebola-epidemien i Den Demokratiske Republik Congo blev meldt overstået, skete et nyt udbrud.

20 mennesker mistede torsdag livet i samme område.

Den nye epidemi er brudt ud omkring 2500 kilometer fra det seneste, der kostede 33 mennesker livet.

Nu lyder meldingen, at ebola-udbruddet har spredt sig. I alt er fire nye tilfælde blevet registreret i området, bekræfter Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det seneste udbrud er sket i den nordøstlige provins Nord-kivu nær byen Beni og i naboprovinsen Ituri, forklarer Peter Salama, som er chef for WHO's akutrespons, og han forventer flere dødsfald.

- Det ser ud til, at risikoen er høj, lyder vurderingen.

Der er kommet et nyt udbrud af ebola i den Demokratiske Republik Congo. Fire mennesker er blevet testet positivt for virussen.

Ustabilt land ramt af nyt udbrud

Det er 10. gang, at det centralafrikanske land bliver ramt af et udbrud af sygdommen, der er meget smitsom og kan sprede sig hurtigt. 

Og det kan mærkes på landet, forklarer Jose Barahona, som er chef for udviklingsorganisationen Oxfam International i DR Congo.

- Dette udbrud kommer på et tidspunkt, hvor landet allerede er ustabilt, hvor millioner af mennesker er ramt af humanitære kriser som følge af igangværende konflikter. Folk er sultne og udsættes for sygdom, og mange har måttet flygte fra deres hjem.

- Ebola udgør en alvorlig risiko for samfund, der allerede er på kanten, og truer vores evne til at hjælpe dem, siger han i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.

Ebola udgør en alvorlig risiko for samfund, der allerede er på kanten

Jose Barahona, chef for Oxfam International i DR Congo

Oxfam International samarbejder sammen med lokalsamfund og andre i området, der leverer rent vand, sanitetsstrukturer og information om måder, hvorpå man kan forhindre, at virussen spreder sig yderligere.

Risiko for yderligere spredning

Ifølge Peter Salama er den største barriere at få adgang til den berørte del af befolkningen, da udbruddet er sket i en aktiv konfliktzone.

Sygdommen er nemlig brudt ud i en del af landet, der er hårdt ramt af en konflikt. Ifølge Reuters er 1000 civile blevet dræbt af bevæbnede styrker i området omkring Beni siden 2014. Derudover huser Nord-Kivu over en million flygtninge.

Udover spredning til byerne Beni og Ituri er der desuden risiko for spredning til nabolandene Rwanda og Uganda.