Udland

Trump ville støtte partifæller, men kommentar om indkøbsvarer stjal fokus

En kommentar fra Donald Trump om, at man skal vise billed-id, når man handler, stjal overskrifterne i flere medier.

Natten til onsdag var USA’s præsident, Donald Trump, på talerstolen i Florida, hvor formålet var at vise støtte til to republikanske kandidater frem mod primærvalget i staten.

Og som Donald Trump har for vane, kom han vidt omkring i sin tale, der varede i en time.

De tusinder af tilskuere, der var kommet for at se præsidentens tale, måtte både lægge ører til beskyldninger mod Kina i forbindelse med den igangværende handelskrig, flere angreb mod de etablerede medier og Trumps uforbeholdne støtte til sine to partikollegaer.

Donald Trump omgivet af tilskuere til vælgermødet i Florida.

Men særligt én kommentar fra Donald Trump skabte overskrifter i flere amerikanske medier. En kommentar, der faldt i forbindelse med Trumps kritik af den amerikanske valglov, som han mener bør være mere striks i forhold til at registrere vælgerne med id.

- Når du går ud og køber ind og skal have dine varer, skal du bruge et billede på et kort. Du skal vise id, sagde Trump og fortsatte:

- Hvis du vil købe hvad som helst, skal du bruge id. I det her land er det eneste tidspunkt, hvor du i mange tilfælde ikke skal bruge id, når du stemmer på en præsident, når du stemmer på en senator, når du stemmer på en guvernør eller et kongresmedlem. Det er skørt. Det er skørt. Men vi laver om på det, lød det fra Donald Trump.

I USA skal man ganske rigtigt vise billede-id, hvis man vil købe alkohol eller cigaretter. Men ligesom i Danmark er det, modsat Trumps påstand, ikke nødvendigt, når du køber almindelige varer i supermarkedet.

Flere Twitter-brugere gør grin med udsagn

Det har fået flere brugere på Twitter til at gøre grin med Donald Trump, som de mener er ude af trit med den "almindelige" amerikaner.

USA-analytiker: Han bruger det politisk

Ifølge Mirco Reimer-Elster, der er TV 2s USA-analytiker, er der to mulige grunde til, at Donald Trump sagde, som han gjorde ved vælgermødet.

- Enten er han ”out of touch”, fordi han lever et helt andet liv end den ”almindelige” amerikaner og er uvidende om, hvordan det foregår, når man handler.

- Det er dog langt mere sandsynligt, at han prøver at bruge det politisk, fordi det er i hans interesse at sørge for skærpet registrering i forbindelse med valg, fordi det i sidste ende kommer ham til gode, da hans vælgere er mere tilbøjelige til at stemme, hvis det eksempelvis koster penge at registrere sig, siger han.

Ifølge Mirco Reimer-Elster er det ironisk, at Donald Trump nu beskyldes for at være ude af trit med almindelige amerikanere, da mange af dem stemte på ham ved præsidentvalget og støtter ham.

- Der er stort set ikke nogen, der har så godt fat i de såkaldte almindelige mennesker som Trump. Mennesker, som han selv er så langt fra.

- Desuden kan det samme siges om for eksempel Barack Obama eller Hillary Clinton, der også lever liv, der er langt fra de almindelige amerikaneres. Når det er Trump, det handler om, er der bare en tendens til, at det får mere fokus fra medierne, siger han.