Svenske kronjuveler stjålet - tyve stak af i motorbåd

Juvelerne, der er udsmykket med guld, ædelsten og perler, har ifølge politiet en høj markedsværdi.

Tirsdag stjal to ukendte gerningsmand uvurderlige kronjuveler fra en svensk domkirke, hvorefter de i ren Hollywood-stil forlod stedet i en motorbåd.

Det skriver flere svenske medier på baggrund af en pressemeddelelse fra politiet.

Tyveriet skete tirsdag formiddag i domkirken i den svenske by Strängnäs få minutter før en messe i et af sidekapellerne, hvor der sad flere intetanende kirkegængere.

- Flere personer er set forlade pladsen i en båd, som lå lige præcis nedenfor kirken, siger politiets talsmand Björn Öberg ifølge den svenske avis Expressen.

Leder både på land og til søs

Det er endnu ikke lykkedes politiet at få fat i gerningsmændene, som man har jagtet natten igennem - blandt andet med helikoptere.

- I begrænset omfang leder vi stadig både på land og til søs. Vi har ingen nye fund på nuværende tidspunkt, var meldingen fra vagthavende ved det lokale politi Tor Sevelius klokken 02.30 natten til onsdag.

De stjålne kronjuveler, som stammer fra 1611, er to kroner og et rigsæble. De er en del af kong Karl IX og dronning Kristinas begravelsesregalier. De lå i en udstillingsmontre i kirken.

- Det hører til den nationale kulturarv, det er et tyveri fra det svenske samfund, siger Christofer Lundgren, der er domprovst i kirken.

Han fortæller, at der er tale om unikke og uerstattelige regalier. Juvelerne blev oprindeligt lagt i de kongeliges kister, når de blev begravet. Senere har man taget dem ud af kisterne og udstillet dem.

Flere vidner så hændelsen

Den svenske avis Aftonbladet har talt med flere vidner, der så gerningsmændene forlade kirken med tyvekosterne.

Tom Rowsel spiste frokost med nogle venner, da han var vidne til hændelsen.

- Vi spiste frokost, og en af mine venner så to personer løbe fra forskellige retninger. Jeg så en lille båd, og manden hoppede i båden og gassede op.

Tom Rowsel var øjenvidne til hændelsen, da gerningsmændene stak af med tyvekosterne.

Høj markedsværdi

Ifølge svensk politi har gerningsmændene højst sandsynligt skaffet sig af med motorbåden, hvorefter de er stukket af i en flugtbil.

Juvelerne, der er udsmykket med guld, ædelsten og perler, har ifølge politiet en høj markedsværdi. De er dog ikke lige til at sælge, siger Thomas Bergqvist, der er politiets pressetalsmand.

Politiets teori er, at det er et bestillingsjob fra kriminelle kredse, som kan have købere til denne slags tyvekoster.

Politiet søger nu vidner, der kan have set båden eller set andre mistænkelige ting i området.