Diplomatisk krise spidser til: Tyrkiet nægter at frigive amerikansk præst

16x9
Andrew Brunson har boet i Tyrkiet i to årtier. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix

Den amerikanske præst er anklaget for at støtte kupmagere og sympatisere med den forbudte kurdiske organisation PKK.

En diplomatisk krise er under opsejling mellem USA og Tyrkiet. I midten af den uafklarede disputs står den amerikanske præst Andrew Brunson, som har siddet fængslet i Tyrkiet i 21 måneder.

I går besluttede en dommer ikke at frigive Brunson fra den husarrest, som han lige nu sidder i, og det har strammet tøjlerne i konflikten yderligere.

Brunson er anklaget for at hjælpe den gruppe, der stod bag et forfejlet militærkup i Tyrkiet i 2016. Ud over støtte til kupmagere er han også beskyldt for at sympatisere med den forbudte kurdiske organisation PKK.

Hvis præsten, som har boet i Tyrkiet i over to årtier, bliver kendt skyldig, kan han idømmes en straf på op til 35 års fængsel. Brunson nægter sig skyldig i alle anklagerne.

Truer med sanktioner

Den amerikanske præsident, Donald Trump, truer nu tyrkerne med "store sanktioner", hvis ikke præsten bliver frigivet. Hvilke sanktioner der er tale om, har Det Hvide Hus ikke sat ord på.

Én af de sanktionsmuligheder, der ligger på bordet, er dog at begrænse lån fra internationale finansielle institutioner til Tyrkiet, indtil myndighederne sætter en stopper for de "vilkårlige anholdelser og fængslinger" af amerikanske statsborgere.

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans talsmand siger til modsvar, at Tyrkiet ikke vil "bøje sig for nogle trusler" og vil svare igen på enhver amerikansk sanktion.

- Det er uacceptabelt, at USA, med baggrund i en igangværende retssag, bruger truende sprog over for Tyrkiet, siger Erdogans talsmand Ibrahim Kalin.

Ifølge Reuters har den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, været i kontakt med sin tyrkiske kollega for at få Andrew Brunson hjem til USA.

Brunsons næste retshøring er den 12. oktober, men hans advokat, Ismail Cem Halavurt, siger, at han vil blive ved med at presse på for at få præsten, som efter 21 måneders fængsling blev sat i husarrest i sidste uge, løsladt.

- Vi vil bede om at få ophævet husarresten hver eneste måned, siger advokaten til Reuters.

Erdogan vil have muslimsk tænker til gengæld

Præsident Erdogan sagde i en tale i september sidste år, at USA kunne få Brunson. Til gengæld skulle den amerikanske regering udlevere den muslimske tænker Fethullah Gülen.

Gülen er tidligere politisk allieret med Erdogan. Men Erdogan beskylder nu Gülen for at være det fejlslagne militærkups egentlige bagmand.

Gülen lever i dag i eksil i USA og nægter enhver skyld.

- I har også en præst, så udlever ham til os, sagde Erdogan i sin tale dengang.