Udland

Iran til Trump: Det er din egen skyld at du forlod aftale

Trump er villig til at mødes med Irans præsident Hassan Rouhani. Nicholas Kamm, Ho / Ritzau Scanpix

Trump er villig til at møde iranske ledere. Men han får en kold skulder fra regering og revolutionsgarde.

Præsident Donald Trump siger, at han er klar til uden forhåndsbetingelser at mødes med det iranske styre. Men den går ikke, siger Irans udenrigsminister.

USA skal bebrejde sig selv, at det forlod den internationale atomaftale, mener Mohammad Javad Zarif.

- USA kan kun bebrejde sig selv for at have trukket sig ud og forladt forhandlingsbordet, skriver Zarif i et tweet.

Trump foreslog mandag et møde mellem ham og Irans præsident, Hassan Rouhani. Det skete under et pressemøde med den besøgende italienske premierminister, Giuseppe Conte, i Det Hvide Hus.

- Hvis de vil mødes, vil jeg møde dem, når som helst de vil, sagde Trump.

Iran: - Vi er ikke Nordkorea

Lederen for Irans magtfulde revolutionsgarde, Mohammad Ali Jafari, afviser også kategorisk et møde mellem Trump og Irans ledere.

- Hr. Trump! Iran er ikke et Nordkorea, der vil tage imod dit tilbud om et møde, siger han.

- Selv præsidenter i USA, der måtte komme efter dig, vil aldrig opleve den dag, lader han forstå.

Trump trak tidligere i år USA ud af den aftale, som en række stormagter og EU indgik i 2015 med Iran om landets atomprogram. Til gengæld skulle økonomiske sanktioner mod Iran ophæves.

Dengang underskrev præsident Barack Obama aftalen på vegne af USA.

Trump er ved at indfase nye sanktioner mod Iran. Selv om EU og de europæiske lande står fast på aftalen med Iran, kan europæiske virksomheder blive ramt.

Hvis de handler med Iran, risikerer de at være bandlyst fra handler i USA.