Mysterie om forsvunden skiløber opklaret efter 64 år
Med hjælp fra de sociale medier er det lykkedes italiensk politi at opklare en mystisk sag om en ukendt afdød skiløber.
For en måned siden gik italiensk politi på de sociale medier. I 13 år kunne de ikke identificere ligresterne fra en skiløber, der blev fundet på det berømte bjerg Matterhorn ved grænsen mellem Italien og Schweiz.
I 2005 blev ligresterne fundet sammen med en række ejendele i en gletscher i 3100 meters højde på den italienske del af bjerget.
I en efterlysning fra politiet fremgik det, at der var tale om en 1,65 meter høj mand på cirka 30 år. Iblandt hans ejendele var et par ski af mærket Rossignol, hvilket ifølge politiet tydede på, at der var tale om en velhavende person.
Der blev også fundet et par briller beregnet til folk med nærsynethed på højre øje.
I mandens ene lomme lå en gammel italiensk fem lire-mønt. Ud fra den kunne man konstatere, at manden tidligst var død i vinteren 1950.
Et ur fra Omega med serienummeret 11666171 havde politiet sporet til de franske kolonier i Tunesien, Algeriet og Marokko, og derfor mente de, at den døde skiløber kunne være franskmand.
Med efterlysningen håbede politiet på, at de mange ejendele ville blive genkendt af en slægtning til skiløberen, så mysteriet endelig kunne blive løst.
Familie henvendte sig
Efterlysningen blev udsendt i slutningen af juni i år, og den blev blandt andet bragt i de franske medier.
En fransk kvinde ved navn Emma Nassem hørte om mysteriet i den lokale radio, og hun mente, der måske kunne være tale om hendes onkel Henri Le Masne, skriver avisen Le Parisien.
Derfor indledte hun en korrespondance med de italienske myndigheder på Facebook.
Hendes onkel var den 26. marts 1954 draget på tur ved Matterhorn, men en alvorlig storm betød, at han aldrig vendte hjem. Niecen sendte ifølge den italienske tv-station RAI et billede af sin afdøde onkel til italienske politi.
Her kunne politiet se, at brillerne matchede dem, der var blevet fundet i gletscheren.
Senere tog Henri Le Masnes 94-årige bror, Roger Le Masne, også kontakt til politiet via en mail:
- Jeg er broren til Henri Le Masne, der sandsyndligvis er den skiløber, der forsvandt for 64 år siden. Han var single og ret uafhængig. Han arbejdede i Finansministeriet i Paris, lød det ifølge BBC i mailen.
For at være på sikker grund fik italiensk politi den 94-årige Roger Le Masne til at indsende et mundskrab til DNA-undersøgelse. Det viste sig, at familien havde ret i sine antagelser. Henri Le Masne var den ukendte skiløber, og mysteriet er nu endelig blevet løst.