Udland

USA henter faldne soldater i Nordkorea

På 65-årsdagen for en våbenhvile mellem Nord- og Sydkorea henter USA ligene af soldater fra Koreakrigen.

Et militært transportfly fra USA er fredag fløjet til Nordkorea for at hente de jordiske rester af amerikanske soldater, der blev dræbt i Koreakrigen mellem 1950 og 1953.

Det rapporterer det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hjemsendelsen af de faldne amerikanere er en del af den aftale, der blev indgået på et topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Singapore den 12. juni.

Det amerikanske transportfly lettede fra en base i Sydkorea fredag klokken 05.55 lokal tid. Luftfartøjets destination er Kalma Lufthavn i Nordkoreas østlige by Wonsan, oplyser en unavngiven sydkoreansk regeringskilde.

- Det landede en time senere. Det kommer tilbage til Sydkorea i dag, siger regeringskilden fredag morgen.

USA bekræfter

Fredag morgen dansk tid bekræfter Det Hvide Hus ifølge flere internationale nyhedsbureauer, at et amerikansk transportfly har hentet de jordiske rester og bragt dem til en base i Sydkorea.

- I dag opfylder Kim Jong-un en del af den forpligtelse, han gav præsidenten, og overdrager faldne amerikanske soldater, oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi er glade for Nordkoreas handlinger. Der er momentum til positive forandringer.

- Dagens handling udgør et vigtigt første skridt i arbejdet med at hente de jordiske rester hjem fra Nordkorea og genoptage feltoperationer i landet for at søge efter de flere end anslået 5300 amerikanere, der endnu ikke er vendt hjem, skriver Det Hvide Hus videre.

65 år efter våbenhvilen

Returneringen af de jordiske rester af de amerikanske soldater sker samme dag som 65-året for våbenstilstanden mellem Nordkorea og Sydkorea.

De to lande er teknisk set stadig i krig med hinanden. Det skyldes, at Koreakrigen, der varede fra 1950 til 1953, endte med en våbenhvile i stedet for en egentlig fredsaftale.

Ifølge nyhedsbureauet AP faldt flere end 36.000 amerikanske soldater i krigen mellem Nordkorea, Kina og det daværende Sovjetunionen på den ene side og Sydkorea og USA på den anden side.

Op mod 7700 amerikanske soldater fra Koreakrigen er der fortsat ikke gjort rede for. 5300 af disse forsvandt i Nordkorea.

DNA-testes

Fra 1996 til 2005 gennemførte USA og Nordkorea i fællesskab 33 bjærgningsoperationer og indsamlede resterne fra i alt 229 faldne amerikanere.

Siden har bestræbelserne på at finde og returnere amerikanske soldater stået stille på grund af Nordkoreas udvikling af atomvåben. Indtil nu.

De jordiske rester af de amerikanske soldater vil ifølge Yonhap først blive sendt til flybasen Osan i Sydkorea. Her vil de blive dna-testet og derefter fløjet videre til Hawaii for yderligere undersøgelser.

Det er uvist, hvor mange faldne soldater USA henter hjem i denne omgang.