Udland

Tysk motorvej blev bygget over mose - det gør de ikke igen

I Tyskland er en af de vigtigste forbindelser mellem Øst- og Vesttyskland stadig spærret, efter at dele af motorvejen pludselig sank i en mose.

Der havde været advarsler, men ingen havde forventet det her: Sidst i september i fjor forsvandt en 40 meter lang strækning af motorvej A20 ved landsbyen Tribsees øst for Rostock.

Asfalten knækkede, fundamentet under vejdæmningen smuldrede væk, og dermed var den nordlige vejbane på den vigtige kystrute mellem nordtyske Lübeck og Stettin i Polen pludselig ubrugelig.

Men ikke nok med det. I december var den gal igen. Endnu 70 meter af den nu afspærrede vejbane brød op, som var der tale om flager af drivis. I februar i år bukkede den sydlige vejbane så også under. Vejbanens asfaltlag væltede ud til siden og efterlod et 100 meter langt hul, hvor der før havde været motorvej.

Tørvemosen ved Tribsees havde gjort det igen. Engang var det den danske kong Valdemar den Store og hans mænd, der sank ned i mosen under et korstog mod venderne. Nu var det så motorvej A20, der led samme skæbne.

Det spaltede land

Heldigvis kom ingen mennesker noget til, da motorvejen ved Rostock led totalhavari. Men noget andet fik alvorlige skrammer, nemlig den tyske selvforståelse. Ikke nok med, at bilisterne forbandede de nye bilkøer og langsommelige omveje langt væk, men den væltede motorvej fik også en symbolsk betydning.

Sammenstyrtningen skete nemlig på det tidspunkt, hvor der netop havde været valg til forbundsdagen, og det var et valg, som på mange måder havde sat fokus på kløften mellem Øst- og Vesttyskland.

A20 blev for mange et eksempel på, at de to landsdele var i færd med at glide fra hinanden. At selve fundamentet under Merkels Tyskland var ved at smuldre.

Faktisk var motorvejen sat i verden for lige præcis at samle landet. Den var et de store infrastruktur-projekter, der blev vedtaget efter den tyske genforening. Landet skulle ikke længere deles af en mur, men forenes af en lang stribe asfalt. Derfor lignede det historiens ironi, at netop Angela Merkel, som i 2005 klippede det sort-rød-gyldne bånd over for at markere indvielsen af den nye motorvej, her i efteråret 2017 havde store problemer med at forene landet under en ny regering. Det var, som om der var revner og brud overalt. Symbolsk værdi har den altid haft, Østersømotorvejen.

Midlertidig løsning på vej

Den dag i dag bliver trafikken i begge retninger stadig ledt ud på en fire kilometer lang omvej gennem landsbyen Langsdorf, hvor der nu er rush hour hele dagen. Som borgmester Hartmut Kolschewski siger til Süddeutsche Zeitung, så har indbyggerne i landsbyen fået ”det dårligste fra begge verdener; en landsbys infrastruktur og larmen fra en storby”.

Der er dog aflastning på vej, lover vejingeniør Ronald Normann fra delstaten Mecklenburg-Vorpommerns motorvejskontor over for TV 2. I slutningen af oktober skulle en ny midlertidig bro være monteret, så trafikken igen kan benytte A20 på strækningen ved Tribsees. Ronald Normann var i øvrigt en af de første vejteknikere, der blev kaldt ud til brudstedet.

- Min første reaktion var, at nu er der masser af arbejde, fortæller han til TV 2.

- Jeg var klar over, at vi var nødt til at handle hurtigt. Det er jo en vej, der har stor betydning både for erhvervslivet og turismen, tilføjer vejingeniøren.

En spådom, der skulle vise sig at holde stik. 250-300 timers overarbejde blev det til. Og en ferie, der måtte udskydes.

Afviser byggesjusk

Mens bilisterne måtte indstille sig på kø og forsinkelser efter nyheden om den havarerede motorvej, så gik eksperter og teknikere i gang med at forsøge at finde årsagen. Det stod hurtigt klart, at det var selve byggemetoden, der var forklaringen.

I stedet for at krydse mosestrækningen med en betonbro havde man valgt en billigere og frem for alt hurtigere løsning, nemlig at fundere vejstrækningen i tørvelaget med 80.000 mørtelsøjler. Udover at spare tid havde byggemetoden også den fordel, at man ikke behøvede at pumpe grundvandet væk.

Der var tale om en helt ny metode, som man altså valgte med åbne øjne, forklarer vejingeniør Normann, som af samme grund afviser, at der var tale om byggesjusk.

- Alle ville have en hurtig løsning dengang, husker han.

Og derfor valgte man altså at kaste sig ud i eksperimentet. Tribsees endte i øvrigt med at blive den eneste motorvejsstrækning, hvor man forsøgte sig med sådan en løsning, og det er der sikkert mange, der ånder lettet op over i dag.

Ny bro på vej

Fra oktober skulle det altså være muligt at køre forbi mosen ved Tribsees på den nye midlertidige bro, men på længere sigt er det selvfølgelig meningen, at den smuldrende motorvej skal udbedres.

Den her gang har man valgt en helt traditionel løsning, fortæller ingeniør Normann. Der bliver nemlig bygget to lange solide betonbroer, og pillerne bliver den her gang banket helt ned i 24-25 meters dybde.

Efter planen skulle strækningen stå klar om tre år i 2021. På det tidspunkt er det ikke bare bilisterne, der kan glæde sig, forklarer Ronald Normann. Naturbeskyttelsesorganisationer hilser nemlig også den løsning velkommen, fordi broen ikke i samme grad vil blokere for dyrelivet.

Tilbage til det med advarslerne. Ja, man havde registreret, at motorvejen havde sat sig flere steder, sådan som alle vejanlæg gør, fortæller vejingeniøren, de synker simpelthen en lille smule på grund af egenvægten.

Blandt andet dukkede der igen og igen sprækker op ved Tribsees, så derfor var man ekstra opmærksom netop her. Men ingen havde forestillet sig, at vejbanen hen over tørvemosen bare ville krølle sammen og smuldre væk, sådan som det skete sidste efterår. Måske de skulle have konsulteret historien om kong Valdemar!