Udland

Nye Ryanair-strejker i næste uge

Flypassagerer opfordres til at søge erstatning, mens konflikten optrappes mellem flyselskabet Ryanair og dets piloter.

Ryanairs irske piloter har annonceret en fjerde runde af strejker fredag den 3. august. Udmeldingen er den seneste i en lang strid mellem lavprisselskabet Ryanair og dets ansatte, som kæmper for bedre vilkår.

Onsdag og torsdag i denne uge har Ryanair været lammet af strejker blandt både piloter og kabinepersonale i flere europæiske lande. Hundredevis af afgange er blevet aflyst eller forsinkede, og også afgange fra København har været ramt.

Indtil videre ser det dog ikke ud til, at næste uges strejker bliver lige så omfangsrige.

- Vi forventer ikke, at mere end 20 af vores 290 irske flyvninger næste fredag bliver aflyst, skriver selskabet på Twitter.

Britiske myndigheder: - Passagerer har ret til erstatning

Hvis et fly er aflyst har flyselskabet for det første pligt til at sørge for enten en refundering eller ombookning.

Men på grund af EU-regler kan passagerer derudover også være berettiget til en erstatning. Det understreger det britiske luftfartsvæsen, CAA, i en pressemeddelelse:

- Når en aflysning skyldes, at flyselskabets medarbejdere strejker, er selskabet påkrævet at udbetale erstatning til passagerer.

CAA opfordrer passagerer til først at prøve at søge erstatning hos Ryanair, inden de kontakter myndighederne.

Ryanair afviser erstatningspligt

For en flyvning på mindre end 1500 kilometer skal der gives en erstatning på 250 euro - omtrent 1875 kroner - hvis flyet er mere end to timer forsinket. Det kræver dog, at forsinkelsen ikke skyldes "ekstraordinære omstændigheder", der er uden for flyselskabets kontrol.

De ekstraordinære omstændigheder har indtil for nylig omfattet strejker, men det gjorde EU-Domstolen op med i en dom fra april i år.

Med indtil videre hundrede tusinde berørte passagerer kan Ryanair se frem til en stor millionregning, hvis de skal betale erstatning for de forsinkede og aflyste fly. Ikke overraskende afviser selskabet da også, at det skulle være tilfældet.

- Ifølge EU261-loven skal der ikke betales erstatning, når fagforeningen opfører sig urimeligt og totalt uden for luftfartsselskabets kontrol, lød det i denne uge i en pressemeddelelse fra Ryanair.

Vil fyre 300

Ryanairs irske piloter strejkede tirsdag i denne uge for tredje gang på kort tid, og samtidig har kabinepersonale i andre europæiske lande strejket onsdag og torsdag i denne uge.

Striden drejer sig om bedre vilkår for medarbejderne i luftfartsselskabet, der først i vinter begyndte at anerkende fagforeninger som en forhandlingspartner.

Onsdag meddelte Ryanair så, at man formentlig til efteråret vil fyre 300 medarbejdere i Irland som led i en omstrukturering, hvilket fik de irske piloter til at varsle en fjerde dag med strejker fredag den 3. august.

Det er endnu uvist, hvordan næste uges strejke vil påvirke danske passagerer, men Ryanair oplyser på Twitter, at de berørte passagerer skulle få besked i løbet af torsdag.