Udland

Disse flag skal få Trump genvalgt - nu bliver de ramt af hans egen straftold

Flagene til præsident Donald Trumps genvalgskampagne bliver produceret på en fabrik i Anhui-provinsen. Aly Song / Ritzau Scanpix

Siden marts har en fabrik i Kina produceret over 90.000 bannere til Trumps genvalgskampagne.

- Make America great again!

Sådan lød det på bannere og flag, da Donald Trump i 2016 ville gøre Amerika stort igen i sin valgkamp. 

Og når præsidenten går til genvalg, så skal Amerikas storhed bevares:

- Keep America great! skal der stå på de blå bannere med hvid skrift og røde linjer, som alle produceres på en fabrik i Kina. 

Flag kan rammes af Trumps told

Men det kan vise sig at blive et speget indkøb for Donald Trump, som er midt i en handelskrig med netop Kina. For på listen over en række kinesiskproducerede produkter, som USA's regering vil indføre told på, finder man også netop flag.

Listen blev præsenteret af Donald Trump for omtrent to uger siden og træder i kraft sidst i august. Og derfor er der travlt på flagfabrikken Jiahao Flag Co Ltd, som ligger i Anhui-provinsen i Kina. 

Her er fabrikarbejdere i fuld gang med at producere flag til Donald Trumps genvalgskampagne.

Siden marts har fabrikken produceret over 90.000 bannere til Trump-kampagnen, siger fabrikslederen Yao Yanyuan til Reuters, som har besøgt fabrikken:

- Det hænger tæt sammen. De forbereder sig på forhånd. De udnytter, at toldsatserne ikke er gået op endnu, så man stadig har lave priser, siger hun til nyhedsbureauet.

Produktionen kan få en ende

Fabrikken producerede også bannere og flag til Trumps valgkampagne op til det seneste præsidentvalg. Men Yao Yanyuan siger, at det kan få en ende, hvis toldkrigen fortsætter.

- Hvis han bliver ved med at forlange toldforhøjelser som hidtil, eller hvis han bliver ved med at finde enighed hos mennesker, der er imod Kina, så er jeg helt sikkert ikke i stand til at acceptere flere ordrer, siger hun.

Fabrikken går dog ikke under af den grund, skriver nyhedsbureauet.

Man producerer blandt andet også nationalflag og specialflag, herunder det regnbuefarvede flag, man typisk bruger for at vise støtte til LGBT-personers rettigheder.