Dødstallet stiger i Grækenland - 60 døde i skovbrande
Tidligere var tre danskere meldt savnet - de er nu fundet i god behold.
I øjeblikket har to store skovbrande udløst undtagelsestilstand i området omkring den græske hovedstad.
60 er omkommet i de to store skovbrande, der raser både øst og vest for Athen. Det oplyser de myndighederne til græsk tv.
Mandag aften blev 39 danskere evakueret fra et hotel ved havnebyen Rafina øst for Athen. Det sker på grund af røgudvikling fra en af skovbrandene tæt på hotellet. Tidligere meddelte Bravo Tours, at man savnede tre danske gæster. Tirsdag morgen fortæller rejseselskabet, at de er fundet i god behold.
- Branden øst for Athen har spærret et område af, hvor vi har et hotel, som man ikke kan komme til med bil og bus. Vi har derfor sejlet vores gæster med båd fra området til havnen i Rafina og så videre derfra med bus, fortæller Peder Hornshøj, administrerende direktør i Bravo Tours.
- Vi blev opmærksomme på problemet, da vores rejseleder ikke kunne komme frem til hotellet, fordi vejen var spærret.
En dansk dreng har fået lægehjælp
Peder Hornshøj oplyser, at danskerne er kørt til et hotel i Athen, hvor de skal overnatte til tirsdag. Derefter vurderes det, hvorvidt der er mulighed for, at de kan vende tilbage til deres hotel.
Ingen af de danske turister er kommet til skade, men en enkelt 6-årig dreng skal alligevel tilses af en læge, da han havde åndedrætsbesvær.
Umiddelbart har der ikke været nogen panik at spore blandt danskerne, fortæller direktøren.
- De synes selvfølgelig ikke, det er sjovt at stå på en strand og vente på en båd, men de har taget det pænt.
Beder EU om hjælp til slukning
De to voldsomme skovbrande på hver sin side af Athen har ifølge Ritzau fået mange indbyggere til at flygte. Op mod 100 huse er blevet ødelagt af brandene, der begge meldes ude af kontrol.
Mindst seks personer er ifølge de lokale brandmyndigheder blevet indlagt på hospitalet med brandskader, men der er ikke meldinger om, hvor alvorlige skaderne er.
Den første brand brød ud i en fyrretræsskov tæt ved kystbyen Kineta, der ligger 50 kilometer vest for Athen.
Mindst 150 brandfolk er på stedet. Fem fly og syv helikoptere deltager i slukningsarbejdet fra luften.
Den anden store brand brød ud mandag eftermiddag i Penteli-området nordøst for Athen.
Her måtte myndighederne i gang med at evakuere en sommerlejr for børn. Snesevis af huse og biler er angiveligt brændt i dette område.
I Penteli-området er mindst tre fly og en helikopter sat ind for at assistere de 50 brandfolk, der kæmper på landjorden.
Der er desuden meldinger om, at nogle mennesker er fanget på en strand, som de ikke kan komme væk fra på grund af brandene. Den græske kystvagt har sendt en patruljebåd til stedet for at undersøge sagen.
Grækenlands regering har bedt EU om hjælp til at bekæmpe ilden, oplyser en talsmand for det civile beredskab.
Ifølge CNN er den græske premierminister Alexis Tsipras fløjet hjem til Grækenland tidligere end forventet fra et statsbesøg i Bosnien. Det har han gjort for at følge situationen nøje.
Han opfordrer beboere nær skovbrandene til at glemme deres ejendomme og fokusere på at overleve.
Ingen panik i lufthavnen
Trods skovbrandene skræmmer det ikke de danske rejsende i Københavns Lufthavn, der er på vej til den græske hovedstad eller skal videre til de græske øer.
- Jeg er meget vant til det og er kommet der meget, så det rører mig ikke så meget. Selvfølgelig tænker man over det, hvis der nu sker noget, lyder det fra Elvira Karantois.
- Det skal de nok nå at få hånd om. Jeg er ikke så bekymret. Vi må tage vores forholdsregler, fortæller Hanne Lungå.
Udenrigsministeriets borgerservice anbefaler, at hvis man er i området, skal man være opmærksom på, hvad der sker og følge de lokale myndigheders anbefalinger.
Er man på vej derned, skal man kontakte sit rejsebureau og følge dets anvisninger for at kontrollere, om rejsemålet er sikkert. På nuværende tidspunkt er der ingen steder i Grækenland, der frarådes at rejse til.
Har man som pårørende ikke hørt fra venner eller familie i området nær skovbrandene, kan man kontakte Udenrigsministeriet for eventuelle oplysninger.