Udland

Trump i hemmelig lydoptagelse – ville betale kvinde for tavshed

Trumps advokat bekræfter, at samtalen har fundet sted, men han nægter, at præsidenten har gjort noget ulovligt.

Præsident Trumps tidligere advokat Michael Cohen optog i 2016 i hemmelighed en samtale mellem ham selv og Trump.

Emnet for samtalen, der fandt sted to måneder før præsidentvalget, var betalingen af Karen McDougal til gengæld for hendes tavshed. Det skriver New York Times.

Den tidligere Playboy-model havde angiveligt haft en affære med Donald Trump tilbage i 2006, og hun var ved at offentliggøre sin version af forholdet.

Optagelserne skulle ifølge New York Times være fundet af FBI ved en ransagning af Michael Cohens kontor.

- Det her er meget problematisk for Trump, der er kendt for at have et kreativt forhold til sandheden. Så det her er stærk dokumentation, når man selv kan høre ham sige ordene, siger TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz og fortsætter:

- Det er ikke en rygende pistol, men det er dokumentation for, at han har været vidende om, at der skulle være en betaling for, at hun skulle tie stille.

Nuværende advokat bekræfter samtale

Optagelsens eksistens bliver bekræftet af Rudolph Giuliani, der nu fungerer som præsidentens personlige advokat.

Han fortæller avisen, at det er korrekt, at samtalen omhandler betaling til Karen McDougal, men at Trump i den forbindelse ikke har gjort noget ulovligt.

Han bekræfter, at de to mænd diskuterede at købe hendes historie og dermed sikre hendes stilhed omkring den, men at de ikke var vidende om, at hun var ved at sælge samme historie til bladet The National Enquirer.

Han siger yderligere, at betalingen aldrig fandt sted.

Har tidligere erkendt at betale kvinde for tavshed

Tilbage i februar erkendte advokaten Michael Cohen, at han havde betalt 130.000 dollars til Stormy Daniels for ikke at tale om hendes påståede forhold til præsidenten. Daniels har fortalt, at hun også i 2006 indledte et "intimt forhold" til Trump.

Det, at Michael Cohen også denne gang er involveret i en lignende sag, kan lægge ekstra pres på situationen, vurderer Steinmetz.

- Han vil være et super vidne for FBI at få fingre i. Han har været Trumps fortrolige og ham, der har ordnet hans mere eller mindre beskidte mellemværender. Der er meget få, der har været rigtig tæt på Trump, men Cohen er en af dem, der har været i inderkredsen i mange år.