Udland

Hvis du googler "idiot", støder du på Trump

Aktivister har fiflet med verdens største søgemaskine, så den amerikanske præsident dukker op, når man mindst venter det.

Kan man sætte ansigt på udtrykket "idiot"?

Man skulle måske tro det, hvis man på søgemaskinen Googles billedbase skriver ordet "idiot" i søgefeltet.

Gør man det, dukker der lutter billeder op af USA's præsident, Donald Trump.

Der er dog en forklaring på fænomenet. For ifølge den engelske avis The Guardian er det kickstartet via en kampagne på sitet Reddit, der opfordrer brugere over hele verden til konsekvent at lægge billeder op med den amerikanske præsident.

Når det er gjort, tagger man dem med ordet "idiot". Og når tilstrækkeligt mange har gjort det tilstrækkeligt længe, er Donald Trump altså ophøjet til det udtrykte billede på "idiot".

Algoritmerne bestemmer

Når det overhovedet kan lade sig gøre, skyldes det de såkaldte algoritmer, der er med til at definere de moderne søgemaskiner.

Google har en politik om, at søgeresultater ikke nødvendigvis er retvisende eller fair. Omvendt ønsker Google ikke at bestemme, hvad der er uploadet og under hvilket navn. Søgetjenesten er derfor per definition neutral og viser blot, hvad der ligger på nettet.

Det er ikke første gang, Google har været udsat for et målrettet anslag på selskabets algoritmer.

Helt tilbage i 2004 så man nogle af de første eksempler på det, da en søgning på "jew" (jøde, red.) fik stærkt antisemitiske sider til at poppe op. Senere var det præsidentfruen Michelle Obama, som blev vist med abelignende træk. Google blev ved den lejlighed tvunget til at fjerne billedet, selv om man først nægtede at gøre det, skriver CNN.

Så sent som under valgkampen i 2016, kunne en søgning på "rapist" (voldtægtsforbryder, red.) bringe en håndfuld billeder af ekspræsident Bill Clinton for dagen.

I princippet er der ikke så meget, man kan gøre for at få det fjernet. Heller ikke selv om der er tale om meget grove løjer. Men effekten af algoritmisk manipulation fortager sig dog relativt hurtigt, hvis ikke aktivister bag en kampagne som Trump og "idiot"-prædikatet konstant og konsekvent sørger for at vedligeholde den.

Derfor er det formentlig et spørgsmål om tid, før Trump igen er fritaget for at være "idiot".