Udland

Flere hårdt såret efter mand gik amok med kniv i en bus i Lübeck

En 34-årig mand er anholdt efter at have overfaldet sine medpassagerer.

Mindst 10 personer er fredag eftermiddag såret i et knivoverfald i en bus i byen Lübeck i det nordlige Tyskland. Det oplyser tysk politi på Twitter

Fem af ofrene er fortsat indlagt, og tre af dem er hårdt såret, lyder det fredag aften på en pressekonference.

Overfaldet skete i bydelen Kücknitz kort før klokken 14.00. Her trak en mand iført solbriller pludselig en kniv og begyndte at stikke sine medpassagerer, fortæller det 25-årige øjenvidne Maikel Henke, der var ombord på bussen, til regionalavisen Lübecker Nachrichten

Samtidig opstod der røg i bussen, og det fik buschaufføren til at holde ind til siden og åbne dørene, hvorefter passagererne flygtede i panik, fortæller han.

Et andet øjenvidne beskriver over for regionalavisen, at bussen var godt fyldt på gerningstidspunktet, og at gerningsmandens våben mindede om en køkkenkniv.

- Et af ofrene havde netop tilbudt sin plads til en ældre dame, da gerningsmanden stak ham i brystet. Det var et blodbad, fortæller vidnet.

Politiet i nærheden

Heldigvis lykkedes det passagerne at overmande overfaldsmanden, og han var kort efter i politiets varetægt. 

Der er tale om en 34-årig tysk statsborger, der er bosat i Lübeck, men født i Iran. 

I bussen bemærkede myndighederne efter angrebet en rygende rygsæk. Det fik dem til at frygte, at den kunne indeholde sprængstoffer og tilkalde eksperthjælp. 

- Rygsækken er blevet kontrolleret af personale fra ammunitionsryddertjenesten. Der var en brandaccelerator i, men der var ingen sprængstoffer i rygsækken, lyder det dog fra politiet.

Ingen tegn på terror

I alt blev mindst 10 personer såret ved knivoverfaldet, og de blev straks bragt til hospitalet. Ingen er døde, men tre er hårdt såret, lyder de seneste meldinger fra myndighederne.

Det er endnu uvist, hvad der motiverede overfaldet, men ifølge politiet er der i øjeblikket ingen tegn på, at gerningsmanden er radikaliseret.

Derfor mener de heller ikke umiddelbart, at der er nogen indikationer af, at overfaldet var terrorrelateret.