Udland

Obama: Frygtens politik er på fremmarch

Magthaverne forsøger at undergrave enhver institution, der giver demokratiet mening, siger Obama i tale.

- Vi lever i "mærkelige og usikre" tider.

Sådan lød det fra USA's tidligere præsident Barack Obama, da han tirsdag talte ved et arrangement i Sydafrika i forbindelse med 100-året for den afdøde sydafrikanske leder Nelson Mandelas fødsel.

- Den internationale orden lever ikke op til sit løfte. Det er til dels på grund af regeringers og eliters svigt, sagde den tidligere præsident.

I talen bemærkede Obama, at nyhederne hver dag bringer "foruroligende" overskrifter og tilføjede, at politikere presser på med en "politik af frygt og fortørnelse". Det er sket "med en fart, der ikke var til at forudsige for få år siden".

Han nævnte ikke sin efterfølger, Donald Trump, ved navn.

Hjem til kritik

Tirsdag har især amerikanske medier været fulde af kritik af Trumps møde med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Her valgte Trump at tro på Putins ord om, at Rusland ikke blandede sig i den amerikanske valgkamp op til valget i 2016 - selv om de amerikanske efterretningstjenester entydigt har konkluderet, at det skete.

Få dage forinden var det Trumps fremfærd ved Nato-topmødet, der fik kritik i alverdens medier.

- Den stærke mands politik er fremherskende, hvorved valg og en foregiven af demokrati opretholdes, mens magthaverne forsøger at undergrave enhver institution eller norm, der giver demokratiet mening, sagde Obama i tirsdagens tale.

Det var på forhånd ventet, at Obama ville bruge tirsdagens tale i Johannesburg til at rette en kritik mod Trump.

Det var hans største tale, siden han fratrådte som USA's præsident i januar 2017.