Udland

Verden holder vejret før Trumps møde med Putin

USA's præsident Donald Trump og Ruslands præsident Vladimir Putin skal mødes på tomandshånd i Helsinki.

I dag er verdens øjne rettet mod den finske hovedstad Helsinki, hvor USA's præsident Donald Trump skal mødes med Ruslands præsident Vladimir Putin.

Det er det første egentlige topmøde mellem de to præsidenter, som dog flere gange har mødtes ved internationale møder.

Bemærkelsesværdigt er det, at der ingen officiel dagsorden er for mødet mellem Trump og Putin.

Jeg føler mig overbevist om, at de har lavet en ret omfattende psykologisk profil på Trump, og den har Putin selvfølgelig læst

Flemming Splidsboel, seniorforsker, DIIS

Og mindst ligeså bemærkelsesværdigt er det, at de to præsidenter mødes på tomandshånd uden selskab end andre end to tolke.

Først efter dét møde støder rådgivere, diplomater og ministre til og indleder et nyt møde.

Med Donald Trumps uortodokse og spontane stil in mente vækker især det indledende møde bekymring for, hvad han kan finde på – eller lade sig påvirke til.

- Der er nogle nedbidte negle både i Washington og i Europa i de her timer, og det er meget usædvanligt (med et møde uden rådgivere red.), men den stil Trump har lagt for dagen, er spontanitet. Det er ham, der tager beslutningerne, nogle gange meget hurtigt, og det er sådan, han gerne vil have det, siger Philip Christian Ulrich, udenrigsredaktør ved kongressen.com

- Det er det, russerne håber kommer til deres fordel ved det her topmøde. At Trump sidder uden opsyn, siger han.

TV 2's internationale korrespondent Svenning Dalgaard fortæller, at man i EU og NATO følger nøje med i dagens møde.

- Man er alvorlig bange for at Trump simpelt hen ikke er på niveau med Putin. Putin har et stort strategisk mål: Det er at få etableret en interessesfære omkring Rusland, altså halvvejs genoprette Sovjetunionen. Han vil have at de lande, der ligger op til Rusland, skal være underlagt russisk dominans. Og der er man alvorligt bange for at Trump siger; ”Det lyder sådan set meget fornuftigt. Gå du bare videre med det", siger Svenning Dalgaard.

Seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, Flemming Splidsboel, har i en årrække beskæftiget sig indgående med Rusland, og han mener, at russerne vil bruge situationen til deres fordel.

- Jeg føler mig overbevist om, at de har lavet en ret omfattende psykologisk profil på Trump, og den har Putin selvfølgelig læst, og han vil se på, hvad det er for elementer, der kan bruges, siger Flemming Splidsboel.

Han pointerer, at han kun kan gisne, og at han følger den amerikanske præsidents ageren udefra.

Putin vil bruge alle kneb

Donalds Trump frembrusende og selviscenesættende facon vil være et oplagt mål for Vladimir Putin, siger Flemming Splidsboel.

- Han er lidt forfængelig. Jeg tror, han grundlæggende ser op til Putin og den stil, som Putin har, og han vil gerne have anerkendelse fra Putin. Han er impulsiv, han har svært ved at bevare fokus, og han er måske ikke så velforberedt, siger han.

- Trump siger jo selv, han er enormt velforberedt og at han har forberedt sig på det her i meget lang tid på samme måde som mødet med Kim Jong-un, men han har jo ikke forberedt sig på den måde, som vi andre forstår det, med at sætte sig ind i detaljer og den slags, siger Flemming Splidsboel.

- Jeg tror, at Putin vil forsøge at lokke ham lidt ud, at skabe en stemning, hvor han giver Trump ros, får ham til at føle sig veltilpas, taler negativt om nogle af de vestlige ledere, som Trump lige har været sammen med, og bekræfter Trump i, at de også er vanskelige at arbejde sammen med, og at han egentligt har det meget bedre ”herovre hos os”, så det er nogle af de kneb, tror jeg, som Putin vil bruge, siger Flemming Splidsboel.

Usikkerhed i USA

Også hjemme i Donald Trumps USA er der bekymring om præsidentens lukkede møde med Vladimir Putin.

Den demokratiske senator fra staten Indiana, Mark Warner, er meget direkte i sin beskrivelse.

- Jeg har været bekymret i noget tid over præsidentens ad hoc-tilgang til møder, og at ”tage det som det kommer” er ikke passende for nogen. Især når du har at gøre med en person som Vladimir Putin, der har været på verdensscenen i 20 år og er tidligere KGB-agent. Han vil komme med sine fakta og med landkort, og jeg oprigtigt bange for, at præsidenten kan blive udnyttet, siger Mark Warner.

Den tidligere topdiplomat under præsident Ronald Reagan, Kenneth Adelman, udtrykker sin bekymring over Donald Trumps evne som forhandler overfor CNN. Han nævner topmødet sidste måned med Nordkoreas leder Kim Jong-un

- Trump opgav en masse ting men fik absolut intet fra nordkoreanerne til gengæld pånær én ting, hvilket var det eneste, han ønskede; masser af smiger.

- Jeg tror, Putin vil været fantastisk dygtig til det og sige; “Åh min Gud, hvor har vi et godt forhold, vi har det så godt sammen”, og det er alt, hvad Trump virkelig vil have, siger Adelman.

Helt konkret er der frygt for at Donald Trump vil slå en handel af med Vladimir Putin, om krigen i Syrien, annekteringen af Krim-halvøen og krisen i Østukraine af uden at følgerne er gennemtænkt, skriver The Guardian.

- Det efterlader det udenrigspolitiske system i Washington i rædsel. I den seneste uge, har Trump sået disharmoni i Europa og undermineret den traditionelle alliance. Det er mål, som Rusland har haft lige siden Sovjet-tiden, siger den sikkerhedspolitiske forsker Max Bergman fra Center for American Progress Action Fund til avisen The Guardian.

Pres for at aflyse

Derudover er det helt store emne i fokus, om Donald Trump vil adressere den russiske indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp, som flere amerikanske efterretningstjenester har dokumenteret har fundet sted.

Donald Trump selv har dog tøvet med at anerkende, at Rusland står bag. Fredag blev 12 navngivne russiske efterretningsofficerer tiltalt for at hacke det demokratiske parti under valgkampen i 2016.

Det har ført til kritik af præsidenten for ikke at aflyse mødet med Vladimir Putin.

Donald Trump gentog på et pressemøde fredag, at han nok skal nævne indblandingen, for præsident Putin, men, at han ikke kan gøre noget ved det, hvis Putin afviser det.

Efter dagens møder ventes Donald Trump og Vladimir Putin at holde et fælles pressemøde.

Korrespondent: Voldsom bekymring i EU og NATO