- EU er en fjende, siger Trump før mødet med Putin

Efter et ophold på sin skotske golfbane i Turnberry, kridter USA's præsident banen op med venner og fjender forud for topmødet i Helsinki mandag.

USA er omringet af fjender. Fra det samlede EU over Kina til Rusland. Sådan lyder det fra den amerikanske præsident, Donald Trump, inden han mandag mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, på præsidentpaladset i den finske hovedstad Helsinki.

End ikke et par dage på hans private golfbane i skotske Turnberry, har for alvor mildnet konfrontationslysten hos USA's præsident.

I et interview med CBS Evening News søndag angreb præsidenten den politiske bane offensivt.

Adspurgt af CBS-nyhedsankeret Jeff Glor om, hvem der er USA's største fjende netop nu, måtte Donald Trump opsummere i flertal.

- Jeg synes, vi har mange fjender. Jeg synes EU er en fjende, sådan som de behandler os i samhandlen. Sådan ville du normalt ikke tænke om EU, men de er altså en fjende, understregede Donald Trump, der siden marts har ført an i en eskalerende handelskrig.

- Rusland er også en fjende i visse henseender. Det samme er Kina økonomisk set. Men det betyder ikke, at de er slemme. Det betyder ingenting. Udover, at de er konkurrencemindede, lød det fra Donald Trump, der gav interviewet med CBS' magasinprogram på golfklubben i Skotland.

Spiser morgenmad på finsk

Donald Trump understregede, at fjendebillederne var funderet i økonomiske forhold og ikke storpolitisk konfrontationslyst.

- Jeg respekterer lederne af de lande. Men i handelssammenhæng har de udnyttet os, og mange af de lande er i NATO, som ikke betaler deres regninger, supplerede Trump.

Inden den skotske visit lagde han sammen med sin kone, Melania, vejen forbi England, hvor han mødte premierminister Theresa May og drak te med dronning Elizabeth.

Da Trump-parret søndag aften landede i Helsinki, kørte de, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, videre mod hotellet Hilton Kalastajantorppa.

Trump vil spørge Putin om valgindblanding

Mandag morgen kører han til det finske præsidentpalads for at spise morgenmad med Sauli Niinisto, Finlands præsident. Ved middagstid ventes topmødet med Vladimir Putin så at begynde.

På dagsordenen ventes blandt andet at være kriserne i Ukraine og Syrien, men topmødet mellem to af verdens mægtigste ledere kan også få et dramatisk twist med store implikationer på længere sigt.

Fredag meddelte ministeriet, at en storjury i USA har rejst tiltale mod 12 russiske efterretningsofficerer, der anklages for at have hacket de amerikanske demokraters computersystemer i 2016, da Hillary Clinton prøvede at blive USA's præsident.

Trump har lagt op til, at han vil spørge Putin ind til den russiske leders rolle i sagen, men at han ikke nødvendigvis forventer, at russeren vil erkende noget.