VM fodbold

Baneløbere afbrød VM-finalen - Pussy Riot tager skylden

Den russiske gruppe tiltvang sig opmærksomhed på den største scene ved at invadere VM-finalen mellem Frankrig og Kroatien.

VM-finalen var knap 52 minutter gammel, da fire kvindelige baneløbere invaderede banen og afbrød kampen.

Mens de franske og kroatiske spillere så til, satte adskillige sikkerhedsvagter i løb efter de fire uniformklædte personer.

De fire baneløbere nåede dog ikke at være længe i verdens søgelys, før de blev overmandet og efterfølgende eskorteret væk fra både bane og alverdens kameraer.

Den ene baneløber nåede helt frem til midtercirklen, inden official fik grebet ind.

Aktionen forsinkede VM-finalen et minuts tid, inden Frankrig kunne fortsætte marchen mod den første verdensmestertitel siden 1998.

Pussy Riot tager skylden

De kendte punk-provoer fra kunstnerkollektivet Pussy Riot har på det sociale medie Twitter taget skylden for aktionen.

Her skriver de, at der var tale om en manifestation rettet mod den russiske præsident Vladimir Putins styre og en appel om at respektere fundamentale borgerrettigheder.

Bag tremmer i to år

Gruppen Pussy Riot blev kendt, da de for seks år siden lavede en række protest-aktioner vendt mod Vladimir Putin.

Det sendte to af gruppens medlemmer bag tremmer i to år, men punk-provoerne er altså ikke færdige med at manifestere sig og mere mere end tre milliarder tv-seere som vidner, kunne scenen næppe være større.

Kollektivet Pussy Riot består af omkring 10 optrædende og omkring 15 andre, der håndterer det tekniske arbejde med at optage og redigere deres videoer, som lægges ud på internettet.