Trump får brev fra Kim Jong-un - kalder det "store fremskridt"
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har offentliggjort et brev fra Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og hylder ”store fremskridt”.
Den 6. juli blev et brev overleveret til USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, samt delegation, da denne befandt sig i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, for at diskutere afvæbningsprocessen.
Donald Trump har nu reageret på brevet på Twitter, hvor han også har inkluderet korrespondencen.
- Et meget dejligt brev fra Nordkoreas formand Kim. Der bliver gjort store fremskridt, skriver Trump.
- En meningsfuld rejse
Af brevet, som Kim Jong-un selv står som afsender af, fremgår det, at den nordkoreanske leder ser aftalen, der blev indgået for 24 dage siden, som ”begyndelsen på en meningsfuld rejse”.
Brevet fortsætter:
- Jeg sætter stor pris på den energiske og ekstraordinære indsats, som Deres excellence, hr. præsident, har ydet for at forbedre forholdet mellem de to lande og den oprigtige udførelse af vores fælles aftale.
Teksten fortsætter med en forsikring om, at Kim Jong-un er overbevist om, at arbejdet vil bære frugt og skabe en ny fremtid for Nordkorea og USA.
Omgivet af skepsis
Trumps offentliggørelse af brevet sker midt i en voksende skepsis om det nordkoreanske styres vilje til at afvæbne landet for atomvåben.
Nordkoreanske forhandlere har flere gang brugt forskellige kneb for at forsinke forhandlingerne i kølvandet på Mike Pompeos besøg i Pyongyang i sidste uge.
Torsdag kom det således frem, at nordkoreanske embedsmænd ikke mødte op til et planlagt møde med amerikanske embedsmænd i den demilitariserede zone.
Parterne skulle have diskuteret udleveringen af liget af en amerikansk soldat, der blev dræbt under Koreakrigen, fortæller en højtstående amerikansk embedsmand til CNN.
Blev snydt for møde
Mike Pompeo blev også snydt for et møde med Kim Jong-un selv, selvom han var blevet lovet et møde.
Efter mødet var den amerikanske udenrigsminister ikke i stand til at vise konkrete fremskridt i afvæbningsforhandlingerne.
Under det netop overståede NATO-topmøde udtrykte bade Pompeo og Trump tillid til at den diplomatiske proces med Nordkorea på trods af de manglende håndgribelige tegn på fremskridt.
Pompeo udtalte blandt andet, at den nordkoreanske topforhandler Kim Yong Chol “havde forpligtet sig til” at landet havde til hensigt at ”atomafvæbne.”
Trump udtrykte også begejstring for sit møde med Kim Jong-un i NATO. Han kaldte det ”et fantastisk møde”, og sagde at de to ”havde skabt rigtig gode relationer.”